Glad Thomas Frank efter flot skalp: I dag var marginalerne på vores side
Thomas Frank mener, at det var en "velfortjent" sejr i det vestlige London.
"På mange måder er jeg meget tilfreds."
"Jeg synes, at det var en rigtig god præstation. Jeg synes, at det var en god udebanepræstation mod Chelsea, og jeg synes, at det var fortjent, at vi vandt," siger han til Brentfords hjemmeside.
I løbet af de seneste kampe har den danske cheftræner flere gange omtalt de "små marginaler", som han mener er gået imod hans hold.
Denne gang er han glad for, at marginalerne endelig var på Brentfords side.
Således var det et hovedstød fra Mathias "Zanka" Jørgensen, der fremtvang et selvmål af Chelseas Cesar Azpilicueta, som ramte bolden uheldigt og sendte den i eget net.
Samtidig blev Bryan Mbeumos afslutning afbøjet en anelse af Thiago Silva, som dermed hjalp bolden forbi Kepa til 2-0.
"Begge mål blev afbøjet en lille smule, og det var til vores fordel. I fodbold handler det ind i mellem om marginalerne. De var eksempelvis ikke på vores side i kampen mod Wolves," siger Thomas Frank.
Med sejren har Brentford 47 point efter 33 kampe som nummer ni i tabellen.
Chelsea er helt nede på en placering som nummer 11 med 39 point efter 32 kampe.
De blå har under Frank Lampard tabt de seneste fem ud af fem kampe på tværs af alle turneringer.