Guardiola udråber Liverpool som mesterskabsfavorit
Sådan lyder det fra Manchester City-manager Pep Guardiola efter søndagens 0-0-opgør mod Arsenal.
"Den, der fører, er altid favorit. Derfor er Arsenal også næststørst favorit," siger City-manageren ifølge nyhedsbureauet AFP.
"Det er ikke i vores hænder. Alt, vi kan gøre, er at vinde den næste kamp mod Aston Villa."
Med ni runder tilbage har Liverpool 67 point foran Arsenal og City, der har henholdsvis 65 og 64 point. Arsenal har den bedste målscore, hvilket kan blive nok så relevant, når regnskabet i sidste ende skal gøres op.
I søndagens topkamp havde Guardiolas mandskab bolden 72 procent af tiden, men Manchester-klubben gik målløs fra banen.
"Vi skabte ikke meget, men der var mange lige ved og næsten-situationer. Det er ikke nemt at bryde Arsenal ned, men jeg synes, at vores intention var rigtig," siger Guardiola.
Arsenals defensiv var ledt an af en storspillende stopperduo bestående af Gabriel Magalhães og William Saliba.
"Defensivt var vi fremragende. Det næste skridt er, at vi skal have mere ro på bolden og angribe bedre," siger Arsenal-manager Mikel Arteta ifølge AFP.
"Manchester City er det bedste hold i verden og har den bedste træner, det er vi nødt til at forsøge at følge med. Det er den udfordring, vi står over for."
Der resterer ni spillerunder af Premier League-sæsonen. Ingen af de tre tophold mangler at mødes indbyrdes.