Højlund bomber igen for United i Premier League: Slår Haaland, Lukaku og Henry
Alle tre mål blev scoret i et livligt første kvarter af kampen, hvor gæsterne over 90 minutter langt fra imponerede, og Luton i store dele var bedst.
United indtager efter sejren sjettepladsen i ligaen med tre point op til Tottenham på placeringen over. Luton ligger på 17.-pladsen akkurat på den rigtige side af nedrykningsstregen et enkelt point foran Everton.
Christian Eriksen var søndag igen plantet på Manchester United-bænken i hele kampen. Det var femte gang i træk, hvor det ikke blev til ét eneste spilleminut for den danske midtbanekreatør.
Mens Eriksen er inde i en skidt periode, er Rasmus Højlund derimod i forrygende form. I opgøret mod Luton skulle der heller ikke gå mange sekunder, før Højlund kom på tavlen.
I kampens allerførste minut udnyttede danskeren kynisk en friløber. Forinden havde han opsnappet bolden efter en kæmpe fejl i Luton-forsvaret.
Med målet blev Rasmus Højlund den yngste spiller i Premier Leagues historie til at score seks ligakampe i træk. Hurtigere end blandt andet Thierry Henry og Erling Braut Haaland.
Få minutter senere fordoblede angriberen scoringen. En afslutning fra holdkammerat Alejandro Garnacho ramte Højlund i brystet for efterfølgende at stryge i nettet.
Kampen startede underholdende, og efter et lille kvarter kom hjemmeholdet også på tavlen. Carlton Morris udnyttede en løs bold i feltet og satte hovedet på en 1-2-reducering.
Efter den livlige start satte kampen sig en smule, men det var noget uventet med Luton i den styrende rolle.
United havde flere perioder, hvor man var presset ned på egen banehalvdel, mens Luton sværmede omkring feltet.
Hjemmeholdet havde flere store chancer til en udligning kampen igennem, men forsøgene sneg sig på den forkerte side af målstolperne.
Som afslutningen nærmede sig, blev Luton-trykket mere intenst, men gæsterne holdte stand og tog tre point med retur til det nordlige England.