Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Højlund funkler i dramatisk Manchester United-sejr

Ritzau
Opdateret
Uniteds Mainoo fejrer sit sejrsmål.
Uniteds Mainoo fejrer sit sejrsmål.Profimedia
Efter en målmæssig langsom start er Rasmus Højlund for alvor ved at finde formen for Manchester United.

Torsdag var den 20-årige angriber med en klog assist og en scoring særdeles afgørende for Manchester United, som ude slog Wolverhampton 4-3 efter en afvekslende og dramatisk afslutning.

Kampstatistik
KampstatistikFlashscore

Højlund har nu scoret 9 mål i 27 kampe for Manchester United på tværs af alle turneringer. Han har scoret i de seneste tre ligakampe og desuden lavet assist i de seneste to.

Torsdagens resultat sender United op på syvendepladsen med 35 point for 22 kampe. Derfra er der otte point op til Tottenham på fjerdepladsen.

Allerede efter fem minutter viste United tænder og bragte sig foran 1-0 på Molineux.

Højlund modtog bolden i feltet med ryggen til mål og havde mulighed for at vende rundt og afslutte selv, men i stedet lagde han intelligent bolden til rette for Marcus Rashford, som udplacerede hjemmeholdets keeper fra kanten af feltet.

Knap midtvejs til pausen trykkede United igen værterne tilbage, og Højlund kastede sig frem og stødte fra tæt hold et indlæg fra venstrebacken Luke Shaw over stregen til 2-0.

Siden var danskeren meget tæt på at tackle bolden i nettet til 3-0 og fik desuden en træffer annulleret for offside i en første halvleg, hvor han var involveret i meget og virkede til at sprudle.

Sammen med sit hold var Højlund knap så dominerende i anden halvleg, hvor Wolverhampton svarede godt igen og fortjent fik reduceret til 1-2 på et straffespark efter 71 minutter.

Mindre end en håndfuld minutter derefter pandede netop indskiftede Scott McTominay dog bolden ned i jorden efter et hjørnespark, og derfra sprang den op i krydset til 3-1.

Det tog spændingen ud af opgøret i ti minutters tid, inden hjemmeholdets kaptajn, Max Kilman, efter et hjørnespark i den anden ende reducerede til 2-3, og Pedro Neto efter 95 minutter udlignede til stor glæde for det meste af stadion.

Det blev dog forpurret et par minutter senere, da den 18-årige midtbanekomet Kobbie Mainoo efter en flot soloaktion gjorde sig selv til matchvinder for United.