Højlund scorer første Premier League mål og bliver matchvinder for United i vanvittigt comeback
Manchester United og Rasmus Højlund fik tirsdag en yderst tiltrængt opmuntring, da holdet på Old Trafford vendte 0-2 til 3-2 over det ellers højtflyvende tophold Aston Villa.
Efter mere end 1000 målløse minutter fordelt på 15 ligakampe kom den 20-årige danske angriber omsider på tavlen, da han efter 82 minutter reagerede lynhurtigt og sparkede en løs bold i nettet til slutresultatet.
Den 19-årige argentiner Alejandro Garnacho havde forinden strålet med to scoringer i anden halvleg, efter at gæsterne i første halvleg havde bragt sig på sejrskurs efter to katastrofale defensive situationer af værterne.
Både Højlund og Christian Eriksen var med fra start for United, og begge leverede godkendte arbejdsindsatser, inden Højlund til sidst snuppede den helt store helterolle.
Med resultatet har Aston Villa 39 point for 19 kampe på tredjepladsen i Premier League. Arsenal har 40 point for en kamp mindre, mens Liverpool fører an med 42 point for 19 kampe.
Manchester United avancerer fra ottende- til sjettepladsen og kan nu skimte top-4 og Champions League-billetterne.
Efter en åben og livlig indledning åbnede Aston Villa ballet efter godt 20 minutter, da John McGinns frisparksbold fik lov at hoppe i græsset lige foran udskældte André Onana, inden den sprang i nettet.
Fem minutter senere var den helt galt efter et hjørnespark.
Forsvarsspilleren Clément Lenglet fik upresset lov at heade bolden ned for fødderne af Leander Dendoncker, som omringet af paralyserede United-spillere med en fin teknisk detalje øgede til 2-0.
United tog sig sammen i sidste del af første halvleg og fik skabt en lille håndfuld farlige situationer, men Højlund og holdkammeraterne i offensiven manglede helt tydeligt både selvtillid og skarphed.
Anden halvleg åbnede også med et momentum til værterne, og efter Alejandro Garnacho havde fået annulleret en scoring for offside, slog han i stedet til lidt senere fra kort afstand efter et indlæg fra Marcus Rashford.
André Onana revancherede sig kort efter for sin fejl i første halvleg med stor og vital redning, inden Garnacho udlignede til 2-2 med et kontrolleret spark i feltet.
United var ovenpå, og knap ti minutter før tid flugtede Højlund uimodståeligt kuglen i kassen, da John McGinn kiksede sin tæmning efter et hjørnespark.
Med til historien om Højlunds lange måltørke i Premier League hører, at han omvendt har været knivskarp i Champions League, hvor han er delt topscorer med fem mål. United er det til trods færdig i Europa for denne sæson.