Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Italiensk fodboldpræsident støtter bettinganklagede spillere: "De skal have hjælp"

Ritzau
Sandro Tonali har erkendt, at han er ludoman.
Sandro Tonali har erkendt, at han er ludoman.AFP
Præsidenten i Det Italienske Fodboldforbund (FIGC), Gabriele Gravina, udtrykker sin støtte til Sandro Tonali og Nicolo Zaniolo.

Spillerne blev i sidste uge sendt hjem fra landsholdslejren på grund af en undersøgelse hos anklagemyndigheden i Torino, om at de havde overtrådt bettingreglerne.

"Jeg vil garantere, at hvis de ønsker hjælp, skal de også få det. Forbundet skal ikke bare straffe, men vi må også støtte de unge spillere," siger Gabriele Gravina til Sky Sports ifølge nyhedsbureauet NTB.

Tonali er 23 år gammel, mens Zaniolo er et år ældre.

"Vi fordømmer ikke spillerne på grund af det her. De skal selvfølgelig stå til ansvar for, hvad de har gjort, og vi skal arbejde for at komme til bunds i sagen," siger Gravina.

Tirsdag bekræftede Tonalis agent, Giuseppe Riso, at spilleren lider af et bettingproblem, men Tonali er opsat på at få det løst.

Ifølge det italienske medie La Gazzetta dello Sport har Tonali spillet på sine egne kampe, mens spilleren var i AC Milan.

Væddemålene menes dog ikke at have haft betydning for udfaldet i kampene.

23-årige Tonali skiftede i sommer til Newcastle i Premier League.

Ud over Sandro Tonali og Nicolo Zaniolo er 21-årige Nicolo Fagioli blevet undersøgt for at have været involveret i en bettingsag.

Tirsdag oplyste FIGC, at Juventus-spilleren Fagioli skal afsone karantæne i syv måneder for at have overtrådt regler om betting.

Fagioli stod til at få 12 måneders karantæne, men der blev indgået et forlig, så man landede på fem måneder mindre.