Klopp: Vi er de irriterende de ikke kan slippe af med
Mens Arsenal lagde godt ud i sæsonen, og Manchester City har været favorit fra starten, så sneg Liverpool sig lettere ubemærket ind i guldkampen undervejs.
Og nu kan de to andre ikke slippe af med dem, siger Liverpool-træner Jürgen Klopp.
"Vi er den insisterende, irriterende, smerte, du ikke kan slippe af med. Men i vores situation kan vi heller ikke stikke af fra dem," fortæller Klopp til klubbens hjemmeside.
Han henviser til de mange skader, som hans hold har været ramt af, og som har tvunget ham til at give mange unge spillere chancen.
Det er gået godt alligevel, men han mener, at de to konkurrenter står bedre rustet, når man kigger på de respektive trupper lige nu.
"Arsenal har været i fantastisk form i de sidste fem-seks kampe, og de har kunnet stille med stort set den samme opstilling hver gang," lyder det fra den tyske træner.
"Vi må bare kæmpe i de sidste ti kampe for at være med deroppe."
Jürgen Klopp har meddelt, at han stopper som Liverpool-træner efter sæsonen. Han førte i 2019/20-sæsonen holdet til det første mesterskab i 30 år.
Året før vandt han Champions League med Liverpool, som han også har sikret en FA Cup-titel, et klub-VM og to Liga Cup-titler, siden han kom til i 2015.