Leder: Wrexham versus Chelsea - The American Way på godt og ondt

Moderne fodbold byder på mange glæder og sorger, og mange vil nok mene, at penge har indtaget en alt for stor position, i forhold til at bidrage til glæden ved sporten.

Og som serien Welcome to Wrexham har demonstreret med al tydelighed, så kan man ikke købe sig til sjæl og integritet. Det skal komme indefra, og fra et sted, der ikke har sit fundament i ussel mammon og fokus på øjeblikkelig belønning i form af økonomisk gevinst og trofæer.

Det er et faktum, en type som Todd Boehly i Chelseas formandsstol  med fordel kunne forsøge at lade slippe ind i sin kassetænkning. 

For mens gigantklubben Chelsea netop nu er nede i en bølgedal så dyb, at man har svært ved at se bunden, og har kurs mod den værste sæson i dette årtusinde, så er Wrexham en af de mest hypede klubber i moderne fodbold lige nu.

Og med sejren på 3-1 over Boreham Wood er de nu kommet op på næste trin i deres mission om at føre klubben, der har vundet den walisiske pokalturnering hele 23 gange, tilbage mod de finere adresser i engelsk fodbold.

Årsagen er, at de to “Hollywood-ejere”, canadiske Ryan Reynolds og amerikanske Rob McElhenney er gået ind som “sugardaddies” for walisisk fodbolds ældste klub med en blanding af barnlig glæde og oprigtig interesse for klubbens historie, tilhængernes ønsker samt det langsigtede projekt, det nødvendigvis må være at forsøge at skubbe holdet opad i de engelske divisioner. 

Det er de lykkedes vældigt godt med, siden de gjorde deres indtog i klubben i 2021. Det er sket takket være fornuftige investeringer, et stort og glædessprudlende engagement med Wrexhams tilhængere samt en klar holdning om at lade de, der kender klubben og engelsk fodbold, tage sig af den sportslige del af sagerne. 

Det er svært at forestille sig, at gamle Ben Foster i Wrexhams mål, ville kunne have ladet sig lokke til et comeback af et tweet fra Todd Boehly, mens Ryan Reynolds, efter at have fået et vink med en vognstang fra kendere af klubben, havde held med netop dette.

Endda selvom Tottenham også havde forsøgt at få den tidlgere Stoke- og Manchester United-keeper til at gøre et comeback. Star quality fornægter sig ikke.

Chelsea - Hvordan man IKKE skal gøre

I den anden ende af spektret finder man Chelseas ligeledes amerikanske hovedejer Todd Boehly, der har givet vendingen “elefant i en glasbutik” en helt ny dimension, siden han tog over fra Roman Abramovich som paradefigur i Chelseas VIP-lounge.

Og i forhold til den russiske eks-ejer, der nødigt satte sig selv i fokus og overlod den daglige drift til mere kyndige hænder, har Boehly vist sig at være lidt mere “hands on”-typen. 

Det kan såmænd også sagtens være en fordel, hvis man vel at mærke har tæft for fodbold og kender mekanismerne i en moderne topklub som Chelsea, men det kan ikke siges at være tilfældet, hvad Boehly angår. 

Det første halve år indtog han ikke bare rollen som bestyrelsesformand for London-klubben, men også som midlertidig sportsdirektør, efter Marina Granovskaia forlod sin stilling sammen med Abramovich. 

Resultatet har været et totalt trafikuheld, der har resulteret i en blandet landhandel af ekstremt dyre indkøb, en veritabel karrusel af managere og en sæson, man næppe har set bunden på endnu.

Det er et hul, som Boehly og co. selv har gravet, og der er ikke videre tegn på, at amerikaneren og hans konglomerat af medejere for alvor har fattet, at de bør slippe spaden, før hullet falder helt sammen omkring dem.

Wrexham sigter lavt, men realistisk

Omvendt kan Wrexham, der nu er tilbage i League Football for første gang siden 2008, givetvis se frem til en lys fremtid. Holdet er på rekordtid blevet decideret darlings i den engelske presse og fodboldfans generelt, og den goodwill er uvurderlig for en klub af Wrexhams størrelse.

De hårdtarbejdende walisere har ingen “fem-års-plan” eller ambitioner om at nå Champions League, eller for den sags skyld bare Championship, inden de kan bunde. De tager det, som det kommer.

Det er befriende at se en klub, der hviler i sig selv, og fundamentet er lagt af de to særdeles sympatiske og ikke mindst medievante klubejere, der sås knibe tårer efter comebacket mod Boreham Wood, og som Ryan Reynolds og McElhenney formulerede det efter kampen:

"En ting, der går gennem mit hoved igen og igen, er, at folk i begyndelsen sagde 'Hvorfor Wrexham, hvorfor Wrexham'; det er præcis derfor, at vi valgte Wrexham, det der sker lige nu, er grunden," sagde Reynolds.

"Jeg tror, vi kan høre, hvordan det føles for byen, og det er det vigtigste for os - jeg tror, at dette er et øjeblik af katarsis for dem. Det har været mit livs øjeblik at blive budt velkommen i deres samfund og at blive budt velkommen i denne oplevelse,"uddybede McElhenney.

Det er et godt billede på forskellen mellem moderne fodbold, når det er smukkest, og når det er grimmest, som tilhængerne på og omkring Stamford Bridge givetvis er enige om, at deres klub for nuværende er et glimrende eksempel på - til skræk og advarsel.

Fremtiden tilhører klubber som Union Berlin og Wrexham, og vi er alle et bedre sted af den årsag.