Liverpool hægter sig på toppen med klar sejr over Villa: Andersen fik fuld tid for Palace
Merseysideholdet tog en sikker sejr på 3-0 og har nu hentet ti point i sæsonens første fire runder. Det har kun mestrene fra Manchester City gjort bedre.
Publikum på Anfield måtte hurtigt rejse sig fra stolene, da en af sommerens nyindkøb trykkede Liverpool i front.
En kun delvist clearet bold faldt ned til Dominik Szoboszlai på kanten af feltet, og han hamrede de rødklædte i front.
Aston Villa havde ikke medbragt ret meget fra den taktiske skuffe, som kunne true Liverpool. Jürgen Klopps tropper var i kontrol.
Midtvejs i halvlegen var Matty Cash uheldig, da Darwin Nuñez' stolpeskud røg direkte ind i hans ben, så han blev noteret for et selvmål.
Gæsterne kom frem til en smule mere efter pausen, men der var fortsat ingen tvivl om udfaldet.
Det blev cementeret ti minutter efter pausen, da Mohamed Salah gjorde det til 3-0 tæt under mål.
Liverpool trådte en smule på bremsen, og Aston Villas fokus skiftede fra at jagte point til at undgå en lussing. Derfor blev det ikke til flere mål i opgøret.
Joachim Andersen fik fuld spilletid, da Crystal Palace på hjemmebane slog Wolverhampton 3-2. Odsonne Édouard blev dobbelt målscorer for holdet fra London.