Liverpool rejser sig efter forfærdelig første halvleg og vinder over Wolverhampton
Men med en stærk anden halvleg vendte klubben 0-1 til 3-1 og slog værterne, der ikke fik et ben til jorden efter pausen.
Mohamed Salah blev voldsomt afgørende med oplæg til Cody Gakpo, Andy Robertson og Harvey Elliott, der scorede de afgørende mål.
Det sidste mål fra Harvey Elliott blev siden omstødt til et selvmål af Hugo Bueno, der rettede afslutningen af.
Liverpool har nu hentet fire sejre og et enkelt uafgjort resultat i sæsonens første fem kampe. Det betyder, at klubben er med helt i toppen af tabellen.
Wolverhampton har tabt fire kampe og vundet én.
I første halvleg så det ellers ud til, at Wolverhampton skulle få sæsonens anden sejr på kontoen.
Hjemmeholdet spillede formidabelt, og særligt Pedro Neto og nyankomne Jean-Ricner Bellegarde udmærkede sig i offensiven.
Især Pedro Neto var umulig at styre for Liverpool, og allerede efter syv minutter stod han bag kampens første mål.
Portugiseren fik bolden på egen banehalvdel, og efter nogle temposkift stod han pludselig nær baglinjen og lagde den hårdt på tværs af feltet. Bolden havnede hos Hwang Hee-chan, der scorede så let som ingenting.
Liverpool formåede slet ikke at sætte noget sammen før pausen, og det var markant tættere på 2-0 end på en udligning.
Kampbilledet ændrede sig imidlertid drastisk efter pausen. Efter et tungt Liverpool-pres lå bolden i nettet ti minutter inde i anden halvleg.
Mohamed Salah afsluttede fra den ene side af feltet, og foran mål skubbede Cody Gakpo bolden over stregen.
Målet blev ikke fejret synderligt, for Liverpool skulle ud over stepperne for at få sejren, og med fem minutter igen var der bingo.
Med stort overblik og en eminent ydersideaflevering fra Mohamed Salah blev Andy Robertson spillet fri lige foran mål, og han scorede stensikkert til 2-1.
Kampen blev lukket og slukket i overtiden, da Mohamed Salah stille og roligt lagde kuglen til rette for Harvey Elliott, der med et tørt spark scorede til 3-1 via en afretning fra Hugo Bueno.