Liverpool sætter Bruun Larsen og Burnley til vægs og stryger helt til tops
På udebane slog Jürgen Klopps mandskab bundholdet Burnley med 2-0 efter en tidlig scoring af uruguayaneren Darwin Nunez og en sen træffer af indskiftede Diogo Jota.
Det var Liverpools 12. ligakamp i træk uden nederlag, men allerede torsdag kan førstepladsen være væk igen, hvis Arsenal hjemme slår West Ham.
Aston Villa kan desuden komme på omgangshøjde pointmæssigt, hvis holdet senere tirsdag vinder sin udekamp mod Manchester United.
2-0 var ikke et helt retvisende billede af kampen mellem Burnley og Liverpool.
Gæsterne bragte sig foran efter bare seks minutters spil, da Darwin Nunez fra kanten af feltet følte bolden i nettet efter et veludført opspil, som angriberen selv var involveret i, inden han slutteligt fik bolden fra hollandske Cody Gakpo.
Liverpool producerede herefter rigeligt med chancer til flere mål, men to gange blev en scoring annulleret, og derudover tog også overliggeren og Burnley-keeper James Trafford godt fra.
Burnley havde spredte muligheder for at skabe overraskelsen, og især den rutinerede islænding Jóhann Berg Gudmundsson burde midt i anden halvleg have været skarpere, da han formøblede en stor hovedstødschance.
Danske Jacob Bruun Larsen kom i aktion for Burnley efter 85 minutter, og kort efter sendte han bolden snert forbi mål efter en stor fejl af midtbanespilleren Wataru Endo.
Men i stedet for en udligning slog portugiseren Diogo Jota sejren fast i overtiden efter en omstilling.
/ritzau/