Liverpool spilder chancer, får kindhest af Everton og snubler i topstriden
På udebane mod lokalrivalen Everton tabte titelaspiranterne med 0-2 og mistede et stort skridt i mesterskabskampen.
Liverpool pressede hårdt på i flere perioder, men som hidtil i sæsonen havde Jürgen Klopps angribere mildest talt svært ved at skovle bolden over stregen.
Det udnyttede Everton kynisk med to scoringer, som sørgede for, at klubben nu er otte point over nedrykningsstregen efter en kaotisk sæson.
Liverpools nederlag betyder, at klubben på andenpladsen nu har tre point op til Arsenal på førstepladsen. Manchester City er ét point efter Liverpool, men har to kampe i hånden og derfor mulighed for at snuppe førstepladsen.
Liverpool var storfavorit til onsdagens opgør, men det kunne man ikke se i de første minutter, hvor Everton kom buldrende frem ad banen.
Efter seks minutter fik værterne sågar straffespark, men det blev annulleret, fordi Dominic Calvert-Lewin var i offside.
Samme Calvert-Lewin var lige ved at score godt ti minutter senere, da han med et hovedstød tvang Alisson til en god redning, og efter 27 minutter måtte Liverpool give fortabt.
Ibrahima Konate leverede et mildest talt tvivlsomt indgreb i defensiven, da han lige foran mål sendte bolden på tværs til Evertons Jarrad Branthwaite, der sneg bolden over stregen og fik stadion til at bryde ud i ekstase.
Liverpool vågnede derefter op til dåd, men klubbens store problem blev udstillet. Angriberne er rygende ufarlige. Værst gik det for Luis Diaz, der fik en kæmpe chance lige før pausen, men skød lige på Jordan Pickford.
Liverpool pressede hårdt på, men arbejdet var spildt. 13 minutter efter pausen steg Dominic Calvert-Lewin umarkeret op til et hjørnespark og pandede den i nettet til 2-0.
Derefter var gæsterne tvunget til at satse, men Everton pakkede sig flot defensivt, og selv om Liverpool-spillerne sværmede omkring feltet, blev der aldrig scoret.