Liverpools Merseyside-dominans betyder intet for Klopp: "Vi skal være klar"
Lørdag støder de to hold igen sammen, når Liverpool på Anfield tager imod lokalrivalen.
"Det gør mig lidt ukomfortabel, at I fortæller mig om den gode statistik, fordi det betyder ikke noget," siger Jürgen Klopp ifølge AFP på pressemødet inden kampen.
"Vi prøver at sørge for, at der ikke fokuseres på sådan nogle ting, men at der i stedet er fokus på at være klar til kampen."
Liverpool går ind til opgøret på en fjerdeplads og skal bruge tre point, hvis holdet vil hænge på i toppen.
Den ene Everton-sejr i de seneste 28 opgør kom i februar 2021 på Anfield, hvor der ikke var fans på stadion på grund af coronapandemien.
Evertons fans skal derfor helt tilbage til 2010 for at have oplevet en sejr på stadion til holdet fra den blå del af Liverpool, hvilket var på eget græs.
Den seneste Everton-sejr på Anfield med fans på lægterne var i 1999.
"Det er en rigtig stærk statistik for Liverpool. Det er et godt hold, og det er vi også klar over," siger Everton-manager Sean Dyche forud for kampen.
"Statistikken er nødt til at blive ændret. Det er vi godt klar over."
Everton kommer ind til kampen i rigtig fin form efter en svag start på sæsonen. Holdet har taget to sejre i de seneste tre Premier League-kampe.
Jürgen Klopp har derfor også respekt for det Everton-hold, han lørdag står over for.
"Everton er inde i en god periode. Man overlevede i sidste sæson, selv om det var fra en svær position, og de seneste uger har holdet haft nogle gode resultater," siger Liverpool-chefen.