Luton-anfører sender tak til Phillip Billing efter hjælp ved hjertestop
"Jeg vil gerne sige, at jeg har det godt, og jeg føler mig som mig selv efter det hjerteanfald, jeg fik i Bounemouth. Grunden til, at jeg klarer mig så godt, skyldes den heroiske indsats fra spillere, stab, læger og paramedicinere," siger Lockyer på sin Instagram.
Den første spiller til at løbe hen til Lockyer var Bournemouths Philip Billing. Den danske midtbanespiller gjorde vilde fagter og tilkaldte lægehjælp.
Lockyer har på Instagram skrevet navne på ti personer, han særligt takker. Her er danske Philip Billing en af dem.
"Jeg føler mig taknemmelig over, at det skete, mens jeg var blandt disse helte. De reddede mit liv. Jeg vil aldrig glemme, hvad I gjorde for mig," skriver Luton-anføreren.
Tom Lockyer blev 21. december udskrevet fra hospitalet, efter han havde fået indopereret en ICD-pacemaker. Christian Eriksen fik en lignende, efter han kollapsede i EM-kampen mod Finland i 2021.
"Mens jeg er ked af, at jeg ikke selv er involveret, føler jeg stolthed over at se drengene fortsætte kampen uden mig. Kampgejsten, jeg har set i de seneste tre kampe, har givet mig selv så stort et løft," skriver han.
Anføreren skriver videre, at han vil hjælpe til i klubben i det omfang, han er i stand til. Han skal i det nye år mødes med specialister, der skal gøre ham klogere på, hvor meget han i fremtiden kan være i stand til.
Lockyer faldt om efter 59 minutter af kampen mellem Luton og Bournemouth, mens stillingen var 1-1.
Det Engelske Fodboldforbund (FA) har besluttet, at kampen skal spilles forfra fra start til slut på en endnu ikke fastsat dato.