Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Lyskeskade tvinger dansk landsholdsback til pause: "Vi frygtede det værste"

Ritzau
Victor Kristiansen må se til fra sidelinjen det nærmeste stykke tid.
Victor Kristiansen må se til fra sidelinjen det nærmeste stykke tid.Michael Zemanek / Shutterstock Editorial / Profimedia
Victor Kristiansen er skadet, men ifølge Leicesters træner er han sluppet forholdsvis billigt.

Skaderne hober sig igen op i det danske fodboldlandsholds udvalg af forsvarsspillere.

I seneste landsholdssamling måtte Danmark undvære flere markante spillere i bagkæden, og denne uge har foreløbig budt på dårlige nyheder om to danske landsholdsforsvarere.

Mandag meddelte Eintracht Frankfurt, at Rasmus Nissen Kristensen vil være ude i nogle uger, og nu står det klart, at også Leicester-backen Victor Kristiansen må indstille sig på en pause.

Han sad ude, da hans klub i fredags mødte Nottingham Forest, og Leicester-træner Steve Cooper er usikker på, hvornår den tidligere FC København-spiller er tilbage. Han mener dog, at Kristiansen er sluppet forholdsvis billigt.

"Det er en muskelskade i lysken, og nogle gange kan de tage lang tid at komme sig over. Andre gange kan det tage kortere tid. Det vil vare lidt, men det vil dreje sig om dage og uger og ikke mere end det."

"Vi frygtede det værste med en muskelskade i lysken, men en scanning har vist, at det ikke er så slemt," siger Cooper til klubbens hjemmeside.

Mens Victor Kristiansen altså er ude, er hans landsmand Jannik Vestergaard i spil til comeback til Leicesters førstehold, hvor han ikke har optrådt siden 24. august.

Midterforsvareren har senest døjet med en mindre skade, efter at han kom tilbage fra landsholdstjeneste.

"Han havde problemer med anklen, og da han kom tilbage, fik han et tilbageslag. Men han er tilbage i gruppen nu, og det er godt at have ham tilbage. Han er en erfaren spiller, så nu må vi se," siger Steve Cooper.

Leicester møder onsdag aften Manchester United på udebane i den engelske Liga Cup.