Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Manchester Citys advokater indleder høring i London

Ritzau
Manchester Citys retssag er startet.
Manchester Citys retssag er startet.Profimedia
Sagen mod Manchester City, der er anklaget for 115 mulige regelbrud, blev indledt mandag i London.

Mandag blev der taget hul på den store sag, hvor Premier League-topklubben Manchester City står anklaget for at have forbrudt sig på en lang række finansielle regler og for at have modarbejdet efterforskningen i sagen.

Mandag blev Citys advokater og juridiske rådgivere fotograferet på vej ind i London International Dispute Resolution Centre - center for konfliktløsning - hvor høringen i sagen finder sted.

Det skriver det britiske nyhedsbureau Reuters.

Allerede i sidste uge erfarede flere britiske medier, at sagen ville gå i gang mandag, og det havde de altså ret i.

Det forventes, at høringerne foretaget af en uafhængig kommission vil foregå over de næste ti uger.

Manchester City er blevet anklaget for i alt 115 regelbrud. De 80 af dem er brud på finansielle regler i perioden 2009-2018.

35 af regelbruddene relaterer til, at klubben angiveligt ikke har samarbejdet med efterforskerne fra Premier League, Englands bedste fodboldliga.

Manchester City er blevet en af verdens mest succesfulde fodboldklubber, efter at sheik Mansour bin Zayed bin Sultan al-Nahyan, et medlem af den emiratarabiske kongefamilie, overtog den i 2008.

Klubben har vundet 8 af de seneste 13 engelske mesterskaber og satte i år rekord ved at vinde mesterskabet for fjerde år i træk.

Sidste år vandt klubben Champions League for første gang.

Meritterne er blevet udfordret af modstanderfans, som påpeger, at Manchester City har snydt med finanserne og kreativt, men ulovligt fået tilført enorme pengeløb for på den vis at opnå en sportslig fordel.

Klubben har gentagne gange forsvaret sin uskyld og svoret at rense sit navn i sagen.

"Det er naturligvis enormt frustrerende," sagde klubbens bestyrelsesformand, Khaldoon al-Mubarak, tidligere i år.

"Det kan mærkes på vores fanskare og alle andre, der har med klubben at gøre, når de her anklager konstant bliver bragt på bane."

Premier League offentliggjorde anklagerne allerede i februar sidste år, men processen med at få sagen for en uafhængig kommission er trukket ud.

Hvis Manchester City bliver kendt skyldig i regelbruddene, risikerer klubben at få frataget point eller blive tvangsnedrykket.

Potentielt kan klubben også risikere at få frataget sine titler for den periode, hvor regelbruddene fandt sted.

Et punktum i sagen har lange udsigter.

Der ventes at falde dom i 2025. Hvis Manchester City kendes skyldig, ventes klubben omgående at appellere dommen. En appelsag kan trække ud i årevis.

Tidligere har Manchester City vundet en sag om finansiel doping over Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

UEFA udelukkede Manchester City fra Champions League for at forbryde sig på forbundets finansielle fairplayregler.

I 2020 vandt City appelsagen hos Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som blandt andet vurderede, at der var tale om forældelse. Dermed slap klubben for europæisk udelukkelse.