Manchester Uniteds nye cheftræner Ruben Amorim har haft første dag på Old Trafford
Den portugisiske træner sagde farvel til Sporting Lissabon med stil søndag, hvor hans nu tidligere mandskab sikrede sig 4-2-sejr over sin tidligere klub Braga - den 11. sejr i 11 ligakampe.
Stemningen i Manchester er blevet løftet af tre sejre i fire kampe i alle turneringer, siden den midlertidige chef Ruud van Nistelrooy tog over efter Erik ten Hag.
Men Ruben Amorim vil ikke gøre sig nogen illusioner om omfanget af sin opgave i United, som ligger på en 13. plads i Premier League efter kun fire sejre i 11 kampe.
AFP Sport ser på de udfordringer, som Amorim står over for.
Amorim skal bryde mønstret
Manchester United er blevet kronet som engelske mestre hele 20 gange, men de har ikke engang formået at kæmpe med om Premier League- eller Champions League-titlerne, siden Sir Alex Ferguson trådte tilbage i 2013.
Amorim, som er tidligere portugisisk landsholdsspiller, er Uniteds sjette permanente manager siden afslutningen på Fergusons prestigefulde 27-årige regeringstid.
David Moyes, Louis van Gaal, Jose Mourinho, Ole Gunnar Solskjær og Ten Hag er alle kommet og gået uden at kunne føre United tilbage til toppen på trods af store udgifter.
I løbet af Ten Hags fem transfervinduer blev der brugt mere end 600 millioner pund på nye spillere, men kun få af dem har vist sig at være pengene værd.
På trods af Uniteds mangler vil Amorim have en større talentmasse, end han havde i Sporting, men han bliver nødt til at arbejde hårdt for at få mest muligt ud af en underpræsterende trup.
Han er den første manager, der er blevet udnævnt, siden den britiske milliardær Jim Ratcliffe blev minoritetsejer af klubben tidligere på året og overtog kontrollen med fodboldaktiviteterne.
At være Ratcliffes mand burde give ham råderum og tid, men han ved, at i en klub af Uniteds størrelse rækker tålmodigheden ikke langt.
"Jeg føler mig klar til den nye udfordring," sagde en optimistisk Amorim efter sin afskedskamp med Sporting.
"Jeg er ikke naiv, jeg ved, at det bliver meget, meget anderledes og meget hårdt, men jeg føler, at jeg er klar."
Stilmæssig makeover
To trofæer i hans kun to fulde sæsoner var ikke nok til at redde Erik ten Hag, hvis hold aldrig kom i gang i den nuværende sæson.
Hollænderen sikrede nogle imponerende sejre i sin tid mod Barcelona, Liverpool og Manchester City, men han satte sin lid til øjeblikke af individuel klasse fra et dyrt sammensat hold i stedet for at indføre en klar spillestil.
United virkede ofte kaotisk under hans ledelse og kombinerede en alarmerende skrøbelighed med en manglende evne til at score mål og viste sig at være voldsomt inkonsekvent.
Amorim har fortjent sin billet til Premier League efter at have bragt Sporting tilbage til toppen af portugisisk fodbold i løbet af de sidste fire år.
Hans foretrukne 3-4-3-formation kan passe til de spillere, han har til rådighed på Old Trafford.
Men han får meget lidt tid på træningsbanen til at indføre sin filosofi, da United står over for en12 opslidende kampe mellem 24. november og 5. januar efter den nuværende landskampspause.
"Jeg ved, hvordan jeg vil spille i begyndelsen, for du er nødt til at starte med en struktur, du kender, og så vil du tilpasse dig de spillere, du har," sagde Amorim.
Fansene skal få troen tilbage
United-fans, der så længe har været vant til succes, har lidt under, at deres hold er gledet ned i tabellen og er blevet overhalet af Manchester City og Liverpool.
Old Trafford er ikke længere den fæstning, den engang var. Liverpool og Tottenham kom let til 3-0-sejre i september, mens Brighton, Bournemouth, Crystal Palace og Fulham også vandt der i sidste sæson.
Amorim skal give Old Trafford-publikummet energi og tro på, at det denne gang virkelig bliver bedre.
Selvom United ligger i den nederste halvdel af Premier League, er de kun fire point fra top fire, en slutplacering, der ville give dem Champions League-fodbold igen.
Midtbanespilleren Casemiro siger, at spillerne er sultne efter at lære af deres nye chef.
"Vi kan ikke ignorere, hvordan han har forandret Sporting (Lissabon, red.)," siger han.
"Vi ved, at han med Sporting har vundet mange titler, ændret klubben med titler og trofæer."
"Han har allerede bevist, at han er en træner, der har vundet meget."