Nicolas Jackson sparker Chelsea ind i topkampen i Premier League
Efter en debutsæson med lidt udsving undervejs ser den senegalesiske angriber Nicolas Jackson ud til at have fundet sig til rette i Chelseas offensiv.
Lørdag blev han dobbelt målscorer i London-opgøret ude mod West Ham, som Chelsea vandt 3-0, i en kamp som ellers spillemæssigt var ganske jævnbyrdig.
Sejren bringer det blåblusede mandskab op i den sjove ende af Premier League-tabellen med ti point for fem kampe. West Ham har kun samlet fire point.
Jackson var tidligt på færde på London Stadium. Allerede efter fire minutter bragte han gæsterne i front, og efter 18 minutters spil stod han også for fordoblingen af føringen, da han var alene igennem.
Det var ligamål nummer tre og fire i sæsonen i bare fem kampe.
I sidste sæson brugte han 35 kampe på at nå 14 scoringer i Premier League.
Det sidste håb om point for hjemmeholdet forsvandt to minutter inde i anden halvleg, hvor Cole Palmer gjorde det til 3-0.
Efter 64 minutter kunne begge målscorere lade sig udskifte og fra bænken se holdkammeraterne køre sejren sikkert i land.
Inden lørdagens øvrige kampe ligger Chelsea på andenpladsen. Flere hold kan dog gå forbi med sejre.