Ny medejer pønser på at skrotte Old Trafford
Stadionet trænger til en kærlig hånd, men i stedet for en renovering kan det komme på tale at bygge et nyt stadion.
Sådan lyder det fra Sir Jim Ratcliffe i et interview med Manchester Uniteds hjemmeside, efter at hans overtagelse af 27,7 procent af klubbens aktier formelt gik igennem tirsdag.
"Der er to nøgleemner, som vi skal tage fat på. Det ene handler om præstationerne på banen, det er altid en vigtig prioritet i Manchester United. Det andet store problem er stadionets tilstand. Det er et imponerende stadion, det er det største i Premier League og det næststørste i England efter Wembley, men det er ikke af den standard, man ville forvente af Manchester United. Måske var det her standarden for 20 år siden, men nu er det sakket bagud," siger Jim Ratcliffe.
Old Trafford har været Manchester Uniteds hjemmebane i 114 år, og stadionet er løbende blevet udbygget. Det har en kapacitet på næsten 75.000 tilskuere.
"Vi er nødt til at se på stadionets fremtid og ombygningen heraf. Der er to veje at gå. Vi kan renovere det eksisterende stadion, eller vi kan bygge et helt nyt stadion. Det kigger vi på i øjeblikket," siger erhvervsmanden.
Det er stadig den udskældte Glazer-familie, der er den største aktionær i Manchester United.