Pep Guardiola melder Kevin De Bruyne ude i ugevis med baglårsskade
Det siger Manchester Citys cheftræner, Pep Guardiola, efter 3-0-sejren over Burnley.
"Han er desværre blevet skadet igen," siger Guardiola.
"Samme sted, som da det skete i Champions League, og han kommer til at sidde ude i et stykke tid."
Pep Guardiolas lyseblåklædte mandskab tog en overbevisende sejr over nyoprykkede Burnley, men oplevelsen blev en bittersød en af slagsen, da Kevin De Bruyne måtte humpe af banen, efter det første mål var blevet sat ind af Erling Haaland.
Kevin De Bruyne blev skadet i samme baglår, da Manchester City vandt Champions League-finalen over Inter for omkring to måneder siden.
Præcist hvor lang tid, Kevin De Bruyne må vente på at komme på grønsværen, er endnu lidt uklart.
"Det kommer an på skadens størrelse, men det kommer til at være et par uger. Han er nødt til at tømme sindet og slappe af, for han er før kommet tilbage fra sådan en situation, og det gør han også denne her gang," siger Pep Guardiola.
Kevin De Bruyne kom til Manchester City fra tyske Wolfsburg i 2015.
Lige siden har den belgiske playmaker været en afgørende del af holdets bragende succes de seneste år.
Det var da også forventet, at Manchester City, der sidste år vandt Premier League for tredje år i træk, skulle tage en sejr over Burnley, der sidste sæson gjorde sig i Englands næstbedste række, The Championship.
Burnleys cheftræner, Vincent Kompany, som desuden spillede i Manchester City under Pep Guardiola i knap tre og en halv sæson, er da heller ikke ubetinget skuffet over præstationen.
"Der var mange tidspunkter i kampen, hvor vi kunne være stolte af os selv," siger Kompany.