PL-optakt: Leeds på jagt efter rent bord mod Liverpool
Leeds mod Liverpool har tidligere fået munden til at løbe i vand hos fodboldelskere overalt i verden. I denne omgang er det i bedste fald en blød mellemvare. Leeds er stadig i overhængende nedrykningsfare, hvor Liverpools sæson mere eller mindre kun handler om at kigge frem mod den næste.
Begge hold har store mangler i defensiven og ret beset er deres offensive firepower også til at overse.
Første opgør i Premier League i denne sæson endte med en 2-1 sejr til Leeds på et sent sejrsmål af hollænderen Crysencio Summerville.
Skulle Leeds vinde mandagens kamp, vil det være første gang siden 00/01-sæsonen, at Leeds vinder begge indbyrdes opgør.
Form
Leeds spillede rædselsfuldt i sidste hjemmekamp og tabte med 5-1 til upåagtede Crystal Palace. Kampen var ellers en gylden mulighed for Javi Gracias mandskab for at spille sig væk fra bunddyndet.
Leeds er ustabile på hjemmebane, hvor 15 kampe er endt med fem sejre, fem uafgjorte og fem nederlag.
De seneste kampe for Yorkshire-holdet har der dog været et andet resultat hver gang, hvilket deres tilhængere håber holder ved lidt endnu.
Liverpool havde Arsenal på krogen i deres sidste kamp. En håbløs første halv time blev afløst af det Liverpool-spil, der har været kendetegnende for store dele af Jürgen Klopps regeringstid på Anfield.
Merseysideklubben var tættere på sejren end Arsenal og vil uden tvivl benytte det opgør som trædesten frem mod kampen mod Leeds. Der har dog spillemæssigt været markant forskel på Liverpool på ude-og hjemmebane i denne sæson.
Hold øje med disse
Luke Ayling kan godt få en hård aften på sin position som højre back for Leeds.
Han kommer formentligt til at spille over for Darwin Nunez, som kommer med både power og fysik. Nunez kan dog også nemt bringes ud af fatning og derfor må det forventes at Ayling bruger sin egen fysik og sidder tæt på angriberen fra Uruguay.
Ayling scorede sit eneste sæsonmål inden landskampspausen og har spillet fuld tid på bagkant af selvsamme pause.
Samme position hos Liverpool indtages af Trent Alexander-Arnold. Udskældt for sine defensive mangler og hyldet for sine offensive kvaliteter. Begge dele blev vist mod Arsenal. Håbløs opdækning på scoringen til 2-0 til Arsenal og et vidunderligt oplæg til Firminos udligning til 2-2.
Han har tidligere været afprøvet på midtbanen og spillede også mere centralt end længe mod Arsenal.
Skader og karantæner
Leeds mangler Stuart Dallas og amerikaneren Tyler Adams. Østrigske Maximilian Wober er dog tilbage i træning og kan få en rolle.
Liverpool mangler Stefan Bajcetic og Naby Keita. Offensiven kan meget vel få et tiltrængt boost, eftersom colombianeren Luiz Diaz er kampklar efter en længere skade.
Kampen kan følges live på Flashscores kampside.