Sigurdsson overbeviste Lyngby-træner om mental forfatning
I kølvandet på efterforskningen blev der aldrig rejst en sigtelse, og nu er spilleren med over 300 Premier League-kampe igen klar til at snøre støvlerne og iføre sig den kongeblå Lyngby-trøje.
Lyngby understreger, at man har gjort sig grundige overvejelser, inden Superliga-klubben skrev under på en etårig aftale med det prominente navn.
"Det, der var vigtigt for mig, var at finde ud af, hvordan han havde det, og hvordan han havde arbejdet med det mentale", siger Lyngby-træner Freyr Alexandersson.
"Det har været en rigtig svær periode for ham. Han har det godt og har været utrolig dygtig til at passe på sig selv. Selvfølgelig har der været op- og nedture for ham, men lige nu er han i en god forfatning både mentalt og fysisk".
Også fodboldchef i Lyngby Nicas Kjeldsen fortæller, at man overvejede tilføjelsen nøje.
"Vi er ikke en folkedomstol. Vi har tænkt os godt om, og vi har fået en pivdygtig spiller ind".
"Vi ville gerne tilføje så meget professionalisme, som vi kan, i vores miljø, og det får vi med ham, fordi han sætter standarden", siger fodboldchefen.
Så er det store spørgsmål, hvornår fansene får Gylfi Sigurdsson at se på banen.
"Hvis alt går efter planen, kommer han til at være til rådighed på banen i slutningen af september. Så skal vi have ham i kampform, men vi ved ikke, om det tager tre eller fire kampe", afslutter Freyr Alexandersson.
En mulig debut kunne være mod Vejle Boldklub. En kamp, der bliver spillet 22. september på hjemmebane.