Skarp højreback skaffer Liverpool point på Etihad: Status quo i toppen af Premier League
Historisk set er der slet ingen tvivl om, hvem der har bukserne på i det indbyrdes styrkeforhold mellem Manchester City og Liverpool. I de 192 møder, de to nordengelske mandskaber havde haft forud for lørdagens opgør, havde sidstnævnte vundet næsten halvdelen, 91 i alt.
Men de seneste år har det set anderledes tæt ud. Faktisk har Liverpool kun vundet ganske få gange ude mod Manchester City, fem gange siden Etihad Stadium i sommeren 2003 blev indviet. Denne lørdag kunne Jürgen Klopp og Co. ikke gøre de fem sejre til seks, men til gengæld formåede The Reds med et 1-1-resultat at sætte en stopper for Citys suveræne sejrsstime på hjemmebane.
Kampens første scoring faldt inden der overhovedet var spillet en halv time. Måske havde Alisson ikke fået de rigtige knopper under støvlerne lørdag morgen, for brasilianeren havde i flere omgange i kampens begyndelse dårlige udspark, kulminerende med et højt ét af slagsen, hvor den ellers så erfarne målmand gled.
Bolden blev samlet op af Nathan Aké, der viste sin bedste Jérémy Doku-imitation ved at sætte først Dominik Szoboszlai og så Trent Alexander-Arnold af, inden hollænderen fandt, godt gættet, Erling Haaland. Nordmanden havde fundet en åbning mellem Klopps to midtstoppere, 200-kampsjubilar Joël Matip og stjernen Virgil van Dijk, og selvom Alisson fik fingerspidserne på Haalands afslutning, var det ikke nok.
Premier League historie således skrevet, 50 noteret i målkolonnen ud for Haalands navn, 48 kampe skulle den 23-årige superstjerne kun bruge, markant færre end de 65 kampe Andy Cole skulle bruge, og Haaland er dermed historiens suverænt hurtigste til de 50 scoringer i Premier League.
Men udskiftninger kan ændre kampe. Givet, det er måske snarere indskiftningerne, der kan ændre dem, og det kunne de også lørdag, for gæsternes udligning fandt vej til City-netmaskerne efter et par fine aktioner fra indskiftede Ryan Gravenberch og Luis Díaz.
Først satte hollænderen lidt tempo på, løb nemt fra spanske Rodri på hjemmeholdets midtbane, og så fandt Díaz, der for nylig gennemgik lidt af et mareridt, da colombianerens forældre blev kidnappet i hjemmelandet, ellers Mohamed Salah modsat i banen.
Herfra satte egypteren så en af de uheldigt involverede Liverpool-spillere fra Citys scoring, højreback Trent Alexander-Arnold, op med en skarp aflevering, der fandt englænderen i sit sene løb ind i feltet. Én berøring med højre, ét sekund senere, ét skarpt slangehul med selvsamme støvle. Udlignet.
I opgørets afsluttende fase kæmpede de to hold om initiativet og boldovertaget, gæsterne forståeligt mere tilfredse med det umiddelbare resultat end hjemmeholdet, for mens Haaland med sin scoring satte en rekord, så missede Pep Guardiola og Co. med remisen samtidig chancen for at sætte en anden.
Før lørdagens opgør var det således blevet til 23 sejre i træk hjemme på Etihad Stadium i alle konkurrencer. Rekorden? Den lyder såmænd på 24, tilhørende Sunderland der i starten af 80erne vandt 24 i streg hjemme på det nu nedlagte Roker Park.
Med resultatet er der fuldkommen status quo i toppen af verdens bedste liga, Manchester City på 29 point som nummer et, Liverpool på ét point færre som nummer to. Men samtidig giver pointdelingen altså også Mikel Artetas Arsenal-mandskab chancen for at gå forbi både Liverpool og Manchester City med en sejr ude mod danskerklubben Brentford – og Ange Postecoglou og Co. kan endda også sende Tottenham Hotspur à point med City med en sejr hjemme over Aston Villa.