Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Stor engelsk avis med traditionel kåring: Her er verdens bedste fodboldspiller

Andreas Würtz Adamsen
Erling Haaland satte tidligere på året rekorden for flest Premier League-scoringer i en enkelt sæson med sine 36 scoringer i seneste sæson.
Erling Haaland satte tidligere på året rekorden for flest Premier League-scoringer i en enkelt sæson med sine 36 scoringer i seneste sæson.Profimedia
Den engelsk avis The Guardian har fredag udråbt norske Erling Haaland som den bedste fodboldspiller i verden med deres udgivelse af den årlige liste over de 100 bedste mandlige fodboldspillere. For andet år i træk er der ingen danskere med på listen.

Siden 2012 har den engelsk avis The Guardian hvert år sat navn på de 100 bedste mandlige fodboldspillere i verden, og fredag er sløret blevet løftet for, hvem der i år indtager førstepladsen hos årets ekspertpanel, der blandt andre tæller Philipp Lahm, Lucas Leiva og den forhenværende AGF-spiller Kári Árnason.

Og for første gang i karrieren er det altså den norske superstjerne Erling Haaland, der indtager førstepladsen på den prestigefyldte liste efter et flot 2023, hvor den norske målsluger var i centrum for Manchester Citys imponerende Treble. 

Nordmanden har da også været uhyggeligt skarp foran mål i løbet af det snart forgangne år, for i sine hidtil 54 kampe for klub og landshold har den 23-årige spydspids nettet 44 gange, én gang mere end Harry Kane og to gange mere end Kylian Mbappé.

Netop Harry Kane og Kylian Mbappé har også begge fundet vej til top fem, førstnævnte med en placering som nummer fire, englænderens bedste placering i karrieren, mens den 25-årige franske for andet år i streg er i top tre, i år dog med en tredjeplads modsat seneste års andenplads. 

Andenpladsen tilfalder i stedet Real Madrids engelske målsensation Jude Bellingham, der siden sommerskiftet fra tyske Dortmund til de spanske hovedstadsgiganter har været brandvarm foran mål, hvilket den 20-årige megastjerne blandt andet demonstrerede, da han med to scoringer sikrede Real Madrid en El Clásico-sejr tidligere på året.

Top fem rundes af med Manchester Citys spanske midtbanedynamo Rodri, der ligeledes indtog en femteplads ved den nylige Ballon d’Or-kåring, hvor Lionel Messi for ottende gang i karrieren løb med hæderen. 

På The Guardians liste må Messi dog nøjes med en tiendeplads, karrierens suverænt dårligste placering for den efterhånden 36-årige argentiner, der aldrig før er sluttet dårligere end nummer tre på listen, der modsat årets Ballon d’Or altså også tager højde for det efterår, hvor Messi har spillet i amerikanske Inter Miami.

Ikke overraskende har Messi dog figureret på samtlige 12 lister, The Guardian gennem tiden har offentliggjort, hvilket også fem yderligere spillere kan prale af. En af dem er naturligvis Messis ærkerival Cristiano Ronaldo, der på årets liste indtager pladsen som nummer 27. Også Robert Lewandowski, Luka Modrić, Karim Benzema og Toni Kroos er med på listen for 12. gang i streg med placeringer som henholdsvis nummer 17, 25, 36 og 70. 

Omvendt er der listedebut til hele 25 spillere, heriblandt den 35-årige argentinske Fluminense-angriber Germán Cano, der tidligere på året bombede Rio-klubben til klubbens første Copa Libertadores-titel. Bedst placeret blandt debutanterne er sydkoreanske Kim Min-Jae, der i sommer skiftede Napoli ud med Bayern München, efter at have hjulpet førstnævnte til klubbens første Scudetto i 33 år.

For andet år i træk har ingen danskere fundet vej til årets liste over de 100 bedste mandlige fodboldspillere, efter der i 2021 var hele fire danskere med i form af Simon Kjær, Kasper Schmeichel, Joakim Mæhle og Pierre-Emile Højbjerg. Der er dog endnu håb for fodboldglade danskere, for i januar udgiver The Guardian en tilsvarende liste for kvindelige fodboldspillere.