Thomas Frank og Co. chanceløse: Sprudlende Liverpool sejrer sikkert over danskerklub
Dermed hægter Liverpool sig på toppen af Premier League, hvor klubben ligger side om side med Arsenal og Manchester City.
Egyptiske Mohamed Salah viste god målform og stod for Liverpools to første mål, inden angrebsmakkeren Diogo Jota lukkede kampen til 3-0 et kvarter før tid.
Mohamed Salah har nu scoret ti ligamål i denne sæson i Premier League.
Nederlaget var Thomas Frank og Brentfords tredje nederlag i træk på Anfield, hvor danskerklubben misbrugte flere gode chancer.
Kampen begyndte hektisk, og begge hold kom angribende ud. Men efter ti minutter begyndte Liverpool så småt at sætte sig på kampen.
Det var i lang tid stolpe ud for Liverpool-angriberen Darwin Nuñez, der fik annulleret to mål for offside på syv minutter i midten af første halvleg.
Det lykkedes dog uruguayaneren at lave en assist, da han efter 38 minutter spillede bolden i dybden til Mohamed Salah, der sikkert lagde bolden over i det lange hjørne til 1-0.
Thomas Franks Brentford-mandskab var tydeligt sat op til at spille på kontraangreb. Trods flere gode chancer i første halvleg lykkedes det aldrig Brentford at få bolden ind i Liverpool-målet.
Liverpool fortsatte dominansen i anden halvleg.
Mohamed Salah var ikke færdig med at score. Efter et indlæg dukkede egypteren op ved bageste stolpe og headede bolden ind til 2-0.
Liverpool lukkede for alvor kampen et kvarter før tid, da portugisiske Diogo Jota modtog en bold udenfor feltet og skød den flot ind til slutresultatet 3-0.
Brentford lagde sig ikke ned og havde flere store chancer i løbet af kampens sidste kvarter. Det lykkedes dog aldrig Franks tropper at få bolden ind bag Liverpool-målmanden.
Danske Christian Nørgaard var i løbet af anden halvleg nede at ligge, men efter at han blev tilset af Brentfords lægestab, spillede danskeren kampen færdig.
I lørdagens øvrige tre Premier League-kampe slog Aston Villa sikkert Fulham 3-1. I Brighton var den tidligere FC Nordsjælland-spiller Simon Adringras mål ikke nok, da hjemmeholdet måtte nøjes med 1-1 på hjemmebane mod bundholdet Sheffield United.
West Ham fik tilkæmpet sig en hård hjemmebanesejr, da London-holdet vendte 1-2 til 3-2 mod Nottingham Forest.
Manchester City møder søndag aften klokken 17.30 Chelsea og kan dermed spille sig væk fra Arsenal og Liverpool.