To store skuffelser mødes i sæsonåbner: ”Vi har en ny gruppe af ledere”
Begge har haft spenderbukserne på i sommerens løb, Chelsea forstærket sig med offensive profiler som RB Leipzigs Christopher Nkunku og Villarreal-angriberen Nicolas Jackson, mens Liverpool særligt har brugt penge på midtbanen med tilgange af ungarske Dominik Szoboszlai og argentinske Alexis Mac Allister, mens også det ecuadorianske stortalent Moisés Caicedo skulle være på trapperne.
Netop tilgangene af Szoboszlai og Mac Allister er noget, som Liverpool-chef Jürgen Klopp lægge vægt på forud for sæsonåbneren, der spilles på Stamford Bridge, mod Chelsea. For mens der er kommet dyre navne ind, er der i sandhed også blevet ryddet ud i Liverpool.
Således har erfarne spillere som Fabinho, Jordan Henderson, James Milner og Roberto Firmino alle forladt Anfield, og det efterlader et tomrum, der skal udfyldes, allerhelst allerede denne søndag, hvor sæsonen skydes i gang.
”Vi har en ny gruppe af ledere, og hvis du kigger på gruppen af spillere, der ikke er i den gruppe, så kommer de også med en masse, de er exceptionelle. Cody (Gakpo, red.) er fantastisk, Dom (Dominik Szoboszlai, red.) er 23 år og er anfører for Ungarn, Macca (Alexis Mac Allister, red.) er også fantastisk,” lyder det fra Jürgen Klopp ifølge Sky Sports.
Med den nye gruppe af ledere, henviser Klopp antageligvis til blandt andre den skotske venstreback Andy Robertson og forsvarskollega Trent Alexander-Arnold, der er blandt de spillere, der med sommerens afgange for alvor er avanceret i anførerhierarkiet.
Således var Jordan Henderson anfører, mens James Milner var viceanfører i den forgangne sæson, og begge er som nævnt rejst fra den nordengelske klub skiftet til henholdsvis saudiarabiske Al-Ettifaq og Brighton & Hove Albion.
Men i sæsonåbneren venter altså en svær modstander, der som bekendt ligeledes har polstret truppen gevaldigt hen over sommerpausen, ligesom der på Stamford Bridge er ny mand i trænersædet i form af argentinske Mauricio Pochettino.
Den 51-årige forhenværende Tottenham Hotspur- og Paris Saint-Germain-chef får altså ansvaret for at løfte Chelsea ud af den krise, klubben i seneste sæson befandt sig i, hvor hele fire forskellige navne – Thomas Tuchel, Graham Potter, Bruno Saltor og Frank Lampard – stod i spidsen for førsteholdet.
Og selvom det kunne være fristende at forsøge at fjerne en del af forventningens pres, så er den tidligere topspiller, der som aktiv nåede 20 landskampe for Argentina, klar over, hvad der forventes i en klub som Chelsea.
”Vi er Chelsea. Klubbens historie handler om at vinde. Selv hvis vi er i en overgangsperiode, så er alle klar over, at vi ikke bare kan sige, at vi er i en overgangsperiode – vi skal stadig vinde,” understreger Pochettino til Sky Sports før opgøret mod Liverpool.