Tottenham overtager føring i Premier League med 1-0 sejr over Luton trods udvisning
Tottenham er - i hvert fald i et døgns tid - i spidsen for Premier League efter en 1-0-sejr på udebane over Luton lørdag eftermiddag.Dermed er Tottenham henholdsvis to og tre point foran Manchester City og Arsenal, der møder hinanden søndag. En eventuel vinder af den kamp vil overtage føringen i tabellen.
Det vil dog ikke ændre på, at Ange Postecoglou har fået en drømmestart i trænersædet i Tottenham. De første otte kampe har indbragt seks sejre og to uafgjorte.
Tottenhams Yves Bissouma gav ellers ikke sine holdkammerater de bedste forudsætninger, da han filmede sig til en fjollet udvisning i første halvlegs sidste minut.
Den maliske midtbanemand slæbte allerede rundt på en advarsel, da han umotiveret smed sig til jorden på kanten af Lutons straffesparksfelt.
Dommeren havde frit udsyn til ikke-forseelsen og sendte Bissouma i omklædningsrummet med gult kort nummer to.
Postecoglou reagerede på undertallet ved at sende Pierre-Emile Højbjerg på banen fra anden halvlegs start. Syv minutter senere kunne danskeren deltage i jublen over kampens eneste scoring.
Efter et fladt hjørnespark fra James Maddison endte bolden hos Micky van de Ven, der akkurat fik flyttet fødderne hurtigt nok til at dreje den i nettet fra tæt hold.
At der skulle gå mere end 50 minutter, før Tottenham kom foran, lå ikke i kortene i kampens indledning.
Topholdet gik i flæsket på oprykkerne fra første fløjt og belejrede nærmest Lutons banehalvdel.
Med danske Mads Juel Andersen i det centrale forsvar lykkedes det dog hjemmeholdet at komme uskadt ud af indledningspresset. Og mod slutningen af halvlegen troede hjemmepublikum kortvarigt, at Luton havde bragt sig i spidsen.
Tom Lockyer fik bøvlet bolden i mål, men forinden havde Elijah Adebayo begået frispark, og scoringen blev annulleret.
Efter pausen så Luton naturligt nok mere til bolden, men manglede evnerne til for alvor at sætte Tottenham under pres.
Holdet er efter otte kampe noteret for fire point.