Tottenham taber til effektive Brighton og taber point i topstriden
Det lignede længe, at Tottenham ville blive ydmyget torsdag aften ude mod Brighton. Men to sene reduceringer sørgede for, at London-klubben kun tabte med to mål.
Tottenham kom ellers til kampen i god form med tre sejre i træk, men det fik Brighton lavet om på.
Brighton førte med hele 4-0, inden Tottenham gjorde antræk til et comeback.
Allerede midtvejs i første halvleg førte hjemmeholdet med 2-0 efter en sløv Tottenham-start.
Efter ti minutter blev Tottenham udspillet, og den 18-årige Jack Hinshelwood kunne hamre føringsmålet i nettaget fra en position bagest i feltet.
Midtvejs i halvlegen dummede Dejan Kulusevski sig gevaldigt ved at trække trøjen halvt af en modstander i samme felt. Klart straffespark til Brighton, som Joao Pedro udnyttede.
Tottenham kom bedre med efter pausen, og man fornemmede, at comebacket var muligt. Richarlison havde bolden i nettet to gange, men begge gange var han i offsideposition.
Blot et par minutter efter den anden annullerede scoring, bragte Brighton sig i stedet på 3-0 på et drømmemål.
Forsvarsspilleren fra Ecuador Pervis Estupinan tog chancen fra distancen og hamrede den i hjørnet fra omkring 30 meter.
Med et kvarter tilbage fik Pedro igen chancen fra straffesparkspletten og udnyttede den til 4-0-eksekvering.
Alligevel var Tottenham ved at lave et vildt comeback. Først reducerede den indskiftede argentinske angriber Alejo Veliz med sit første Tottenham-mål, og kort efter headede Ben Davies målet ind til 2-4.
Med ti minutters tillægstid havde Tottenham muligheder til at komme nærmere, og Højbjerg havde blandt andet et forsøg på stolpen. Og Brighton stod imod det voldsomme pres i slutfasen.
Nederlaget betyder, at Tottenham bliver på 36 point for 19 kampe på femtepladsen, og holdet mistede et vigtigt skridt i jagten på top-4.
Brighton har 30 point på ottendepladsen.