UEFA-præsident frygter ikke masseudvandring til Saudi-Arabien
Sådan lyder det fra UEFA-præsidenten Aleksander Ceferin ifølge nyhedsbureauet AP.
På det seneste har spillere som Cristiano Ronaldo og Karim Benzema ellers sagt ja til kontrakter til flere hundrede millioner for at tilslutte sig klubber i den upåagtede saudiarabiske liga.
"Jeg mener hovedsageligt, at det er en fejl for saudiarabisk fodbold," siger Ceferin i et interview med det hollandske nationale public service-medie Nos ifølge AP.
Flere spillere ventes at følge i Ronaldo og Benzemas fodspor.
Lignende tilbud er ifølge flere medier blevet sendt til spillere som Lionel Messi og Luka Modric. Dog skifter Messi i stedet til MLS-klubben Inter Miami, mens Modric sandsynligvis bliver i Real Madrid.
Fire af de største saudiarabiske klubber blev ifølge AP reelt set nationaliserede tidligere på måneden, efter at den saudiarabiske investeringsfond Public Investment Fund (PIF) overtog en hovedanpart i klubberne.
På den måde er deres købekraft kun vokset.
PIF, der i øvrigt ejer Premier League-klubben Newcastle, ledes desuden af Saudi-Arabiens kronprins og De facto leder Mohammed bin Salman.
Ifølge Ceferin, der ser strategien som værende primært drevet af penge, bør saudiarabiske klubber i stedet investere i akademier, trænere og ungdomsspillere.
For det er ifølge ham ikke en holdbar strategi at købe spillere, der er i deres karrierers efterår.
Ronaldo, Benzema, Messi og Modric er alle over 35 år.
Han sammenligner strategien med, da Kina for nogle år tilbage begyndte at købe stjernespillere som Didier Drogba, Nicolas Anelka og Frédéric Kanouté.
I dag har de alle forladt landet, og Kinas fodboldudvikling er stort set gået i stå.