Arsenals hold i Emirates Stadium-æraen er ofte blevet beskrevet på nogenlunde samme måde.
Adjektiver som "blød", "svag" og "skrøbelig" plejede at følge Arsene Wengers hold som en skygge, normalt efter svidende nederlag til rivaliserende hold.
Den tidligere Watford-angriber Troy Deeney beskrev Gunners som et hold, der manglede "cojones". Måske en hård og unødvendig kommentar, men realistisk set havde han en pointe.
Et 8-2-nederlag til Manchester United og et 6-0-nederlag til Chelsea i Wengers 1000. kamp var lavpunkter, da Arsenal blev et hold, som modstanderne ikke længere frygtede.
Og det skyldes, at Arsenal ikke havde nogen spillere, der var værdige til at blive frygtet for.
Og jeg mener ikke frygtet på grund af deres kvalitet. Arsenal har haft masser af kvalitet gennem årene. Cesc Fabregas, Mesut Ozil og Alexis Sanchez er bestemt fodboldspillere, der hører til et sted i nærheden af fodbolddiskursens øverste lag.
Kort sagt havde Arsenal ikke spillere med den type personlighed, karakter eller fysik, som man skulle frygte. De var skrøbelige bagude, aldrig klar til kamp og blev ydmyget i vigtige kampe.
Se tilbage på nogle af de store Premier League-hold. Deres rygrad udstrålede dominans og autoritet.
The Arsenal Invincibles havde Sol Campbell, Gilberto Silva, Patrick Vieira og Thierry Henry.
Jose Mourinhos Chelsea-hold havde John Terry, Ricardo Carvalho, Claudio Makelele, Frank Lampard, Didier Drogba, Nemanja Matic og Diego Costa - for blot at nævne nogle få.
Sir Alex Fergusons Manchester United var fyldt til randen med spillere med stærke personligheder; Roy Keane var indbegrebet af alt det, jeg beskriver.
Selvom Pep Guardiolas Manchester City-hold ikke altid har bestået af de mest fysisk imponerende spillere, var en Vincent Kompany eller en Fernandinho altid at finde et eller andet sted.
Og Arteta var klog nok til at finde ud af det meget hurtigt. Faktisk har han tilsyneladende fordoblet det.
I løbet af sin næsten femårige periode på Emirates har Arteta forvandlet The Gunners på banen, og det seneste år har vi set et hold, der er formet efter, hvad spanieren mener, at et titelvindende hold skal indeholde.
Det fuldstændig upåklagelige centerforsvar med William Saliba og Gabriel Magalhaes og med Declan Rice der patruljerer foran dem, har givet Arsenal en modstandsdygtig, hærdet og mere imponerende kerne i holdet.
At bruge 105 millioner pund (ca. 920 mio. kr.) på Rice sidste sommer fik nogle til at løfte øjenbrynene, men han var præcis den type spiller, som Arsenal manglede.
Et fysisk monster med fantastiske restitutionsevner. En højoktan-atlet, der æder ethvert græsstrå.
Men også en leder. I sæsonen før, førte han West Ham til Europa Conference League som anfører for holdet, og blev kåret til turneringens spiller i processen. Han er en figur med den rette personlighed, til at sætte sit præg på spillet.
Det viste nogle af de sene mål, han scorede i sin første sæson i Arsenal: afgørende sejre i overtiden mod Manchester United og Luton.
Så at skabe dette solide defensive fundament gav pote for Arsenal bagude. De havde det laveste antal forventede mål imod (xGA) i Premier League (31,78) og lukkede færrest mål ind (29).
Konverteringen af midterforsvareren Ben White til en af ligaens bedste højrebacks, har også givet The Gunners mere alsidighed i forsvaret , mens Kai Havertz på 1,80 meter er blevet Arsenals centerforward.
Og Arteta er ikke stoppet der.
I dette transfervindue hentede spanieren den italienske forsvarsspiller Riccardo Calafiori i Bologna. På trods af at han ofte spiller i midterforsvaret, forventes det, at han vil starte på venstre back.
Endnu en imponerende atlet på 1,80 m kommer ind på holdet på bekostning af Oleksandr Zinchenko, som er 1,90 m og mere en tekniker.
Arteta talte for nylig om Calafiori og var ivrig efter at understrege de aspekter, der skilte sig ud for ham.
"Jeg så noget anderledes - en aura, en karisma, en tilstedeværelse, som ikke kun var relateret til hans evner," sagde han,
"Han var 21 år på det tidspunkt, og han gjorde ting og reagerede på ting på en måde, som en 21-årig normalt ikke gør."
En spiller, som ikke kun passer på sit talent, men også på sin personlighed.
Real Sociedads Mikel Merino ser ud til at være den næste spiller, der kommer ind ad døren.
En to meter høj central midtbanespiller der er kendt for sin aggressivitet, og evne til at vinde dueller samt besidder teknisk sikkerhed, føles næsten som den perfekte spiller til dette Arsenal-hold.
Ingen spiller vandt flere dueller i LaLiga i sidste sæson (326), herunder næstflest luftdueller (160), hvilket viser hans ekstra dygtighed i luften.
Han vil passe ind i Artetas system som hånd i handske, og vil også bidrage yderligere til Arsenals trussel fra dødbolde, som er blevet eksponentielt forbedret under special-træner Nicolas Jover.
På trods af påstande om, at Arsenal havde brug for en topklasseangriber, sluttede de sæsonen med 91 mål, kun overgået af Manchester Citys 96. Arsenal scorede 22 gange på dødbolde - lige under en fjerdedel af deres samlede antal.
Med tilføjelserne af Calafiori og Merino vil de sandsynligvis have syv spillere i startopstillingen, som er 1,80 meter eller højere, hvilket betyder, at de bør være en endnu større trussel på dødbolde.
Fra at være et hold, der havde ry for at blive trynet og let at køre over, er Arsenal blevet en enhed, der læner sig op ad deres soliditet og formidable forsvar, alt sammen takket være Mikel Arteta. Der er langt mere pragmatisme at spore.
Med svære udesejre over Manchester United og Tottenham samt fire point mod både Manchester City og Liverpool i sidste sæson er de blevet et hold, der nu kan måle sig med de store hold.
Men de har brug for mere. I denne sæson skal de forbedre sig yderligere og indsnævre de små marginaler, der findes, hvis de vil løse den store gåde, som Manchester City er.
Og det er de i stand til. Dette er ikke længere et af deres hold fra tidligere uden rygrad.
De står endelig på historiens afsats, og Arsenal-fans vil desperat håbe, at det er tredje gang, Artetas hold af voksne mænd er heldige.