Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

United og Tottenham deler i porten på Old Trafford trods hurtig Højlund-hammer

Søren Jakobsen
Opdateret
Højlund fejrer den hurtige føring i kampen.
Højlund fejrer den hurtige føring i kampen.AFP
Der var fuld plade i danskerbingo i søndagens storkamp i Premier League, da både Pierre-Emile Højbjerg samt duoen Rasmus Højlund/Christian Eriksen startede inde for henholdsvis Tottenham og hjemmeholdet Manchester United. De tre danskere kunne fejre et point til hvert hold efter 2-2 i en kamp, som Tottenham dominerede, efter Højlund tidligt tæskede United foran.

De to hold kom begge på ryggen af sejre i foregående spillerunde. Men Spurs er i imponerende form generelt for tiden, mens værterne har været noget mere svingende, og forud for kampen var hele otte point bag Ante Postecoglous flittigt scorende mandskab. 

Spillerbedømmelser
SpillerbedømmelserFlashscore

Tottenham startede med nylejede Timo Werner i angrebet, mens fra Genoa ligeledes nytilkomne Radu Dragusin varmede bænken. 

Det var dog Uniteds angreb, nærmere bestemt Rasmus Højlund, der stjal billedet efter bare to minutters spil, da danskeren kanonerede bolden højt i det nærmeste hjørne bag Guglielmo Vicario i Tottenhams mål efter en fiks hælaflevering fra Marcus Rashford.

En lille forsmag på det fyrværkeri, Tivoli undervejs i kampen fyrede af i København for at fejre den nykårede Kong Frederik X.

Tottenham rystede den sløje start af de hvide skuldre og var efter 11 minutter kun en snarrådig Diogo Dalot fra, at Werner kunne prikke bolden det sidste stykke over stregen bag keeper Andre Onana, der havde udskudt sin afgang til AFCON.

Og efter 18 minutter fik Tottenham, der fortsat har scoret i samtlige kampe under Postecoglous ledelse, udlignet.

Brasilianske Richarlison kom højest på et skarpt slået hjørnespark af Pedro Porro, der har gjort det til lidt af en specialitet at assistere på dødbolde.

Det var spanierens syvende assist i denne sæson, og i sidste spillerunde leverede han også lidt af en damphammer med kampens enlige mål mod Burnley.

Tottenham sad nu mest på spillet, mens United holdt sig til at sende stikpiller afsted på kontra.

Efter 40 minutter gav det pote, da Højlund betalte tilbage til Rashford, som efter en hurtig et-to kombination med danskeren igen bragte United foran. 

Werner skød en god chance forbi mål kort efter, før Højlund fuldendte en halvleg i fokus med at få gult kort efter lidt skærmydsler med Christian Romero, som han forinden havde tørret ved sin scoring. 

Tottenham kom ud med piber og trommer efter pausen, og de fik skam også udlignet, inden der var gået to minutter på værternes noget sløve forsvar, der heller ikke havde dækket godt op ved Richarlisons scoring.

Werner lagde bolden videre til Rodrigo Betancur, der nemt afdriblede en noget tung Jonny Evans og smadrede bolden forbi Onana.

Tottenham sad herfra igen ganske godt på kampen, hvor de fortsat producerede flest chancer.  

Efter en time blev Christian Eriksen, der havde været ganske usynlig mod sit gamle hold, udskiftet med Scott McTominay.

United havde på det tidspunkt knap haft en boldberøring i gæsternes felt endnu i anden halvleg. 

En storspillende Pierre-Emile Højbjerg havde stor del i dette med en vældig arbejdsindsats i en efterhånden sjælden start for Spurs.

Højbjergs heatmap
Højbjergs heatmapProfimedia/Opta by Stats Perform

Tottenham fortsatte med at sværme om United, og Timo Werner var især en konstant trussel fra kanten, når han kunne få brugt sin høje topfart. 

Farlige blev United til gengæld ikke før langt inde i overtiden, hvor McTominay i helt fri position headede bolden over mål.

Stillingen 2-2 holdt således til slut, men United kunne glæde sig over deres effektivitet. De scorede således på deres eneste to afslutninger på mål i kampen. 

Kampstatistik
KampstatistikFlashscore