Victor Kristiansen med assist på Leicesters sejrsmål mod Wolves
Efter blot et point i de seneste ni kampe lykkedes det at besejre Wolverhampton med 2-1, og det kan Leicester til dels takke danske Victor Kristiansen for.
Den tidligere FC København-back stod nemlig bag forarbejdet til Timothy Castagnes sejrsmål et kvarter før tid. Kristiansen sendte en flad aflevering ind foran mål, hvor Castagne var først over bolden og sendte den i nettet til 2-1.
Dermed passerer Leicester både Everton og Nottingham Forest i tabellen og rykker op over nedrykningsstregen.
De vigtige point så ellers ud til at være langt væk, da Youri Tielemans jokkede i bolden og forærede Wolverhamptons Matheus Cunha chancen til at bringe gæsterne i front efter 13 minutter.
Cunha hamrede til kuglen fra kanten af feltet og passerede Daniel Iversen i Leicester-målet.
Otte minutter før pausen fik Leicester dog en livline, da Wolves-målmand Jose Sa klodset fældede Jamie Vardy i feltet. Kelechi Iheanacho udlignede fra 11-meterpletten.
Med Castagnes sejrsmål fik den nye træner Dean Smith sin første sejr i sin anden kamp for klubben. Samtidig kan han glæde sig over, at rivalerne mistede point i bundstriden.
Andetsteds fik Everton fik uafgjort ude mod formstærke Crystal Palace.
Tidligere lørdag tabte Leeds på udebane 1-2 til Fulham. Der er kun to point imellem Nottingham Forest, Everton, Leicester og Leeds, der ligger lige omkring nedrykningsstregen.