Vincent Kompanys Burnley rykker op i Premier League med syv kampe igen
Det står klart, efter at holdet fredag slog Middlesbrough med 2-1 på udebane.
Med sejren har Burnley således 19 point ned til Luton på tredjepladsen og er sikker på at slutte på en af de to øverste pladser, der giver direkte oprykning, i Championship.
Triumfen kommer selv om Burnley endnu har syv kampe tilbage i sæsonen. Ifølge statistikfirmaet Gracenote er det en ny rekord i tiden med Premier League som øverste række i England.
En stor del af æren for oprykningen skal gå til den tidligere belgiske Manchester City-stjerne Vincent Kompany.
Han blev hyret som cheftræner i juni, og under hans ledelse har Burnley spillet sprudlende fodbold i det meste af sæsonen.
Blot to nederlag i 39 kampe har Kompanys tropper lidt, og 76 mål er næstbedst i det engelske ligasystem efter League One-holdet Ipswich.