Braithwaite forlader Espanyols træningslejr: Sportschef forlanger en forklaring
Den danske angriber Martin Braithwaite har forladt sin klubs, Espanyol, træningslejr i Marbella.
Det bekræfter Espanyols presseafdeling over for TV 2 Sport.
Braithwaite var oprindeligt taget med på træningslejren, men forlod den søndag i protest, fordi han ikke ønsker at fortsætte i klubben.
"Det er en uventet og ubehagelig overraskelse. Det har chokeret os. Han havde fortalt mig, at han ville væk", siger Espanyols sportsdirektør, Fran Garagarza, til TV 2 Sport.
"Vi forventer forklaringer. Vi er meget skuffede, og vi vil ikke tillade det", uddyber han.
I den seneste sæson rykkede Espanyol ned fra La Liga og skal derfor spille i landets næstbedste række, Segunda Division, i den kommende sæson.
Braithwaite skiftede i september sidste år fra FC Barcelona til Espanyol.
Den 32-årige angriber har scoret 10 mål i 68 A-landskampe for Danmark.