Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Europa League-vindere jagter Championship-spiller trods nedrykning: Fulgt ham i over et år

Andreas Würtz Adamsen
Jordan James har leveret en flot sæson for Birmingham City, selvom klubben rykker ned.
Jordan James har leveret en flot sæson for Birmingham City, selvom klubben rykker ned. Stephen Pond/Getty Images
Ifølge italienske Gazzetta dello Sport er sæsonens Europa League-vindere fra Atalanta interesserede i at hente 19-årige Jordan James til Bergamo. Den walisiske landsholdsspiller er ellers netop rykket ud af Championship med sin klub, Birmingham City, men alligevel skulle Gian Piero Gasperini og Co. altså have været imponeret over briten.

Onsdag sejrede Gian Piero Gasperinis Atalanta-tropper i Europa League-finalen over ellers så uovervindelige Bayer 04 Leverkusen, og dermed hentede Bergamo-klubben sit første trofæ i over seks årtier.

Men knapt har Gasperini nået at fejre succesen, der i øvrigt var italienerens allerførste trofæ som træner i en ellers 20 år lang karriere, før end den 66-årige norditaliener er i fuld gang med at planlægge næste sæson.

Der er flere spørgsmålstegn i Atalanta-truppen, da større adresser med mere attraktive lønpakker på programmet angiveligt vil byde sig til overfor stjerner som midtbaneesserne Teun Koopmeiners og Ederson, og derfor må Gasperini og Co. også forventes at skulle søge alternativer i løbet af sommerpausen.

Ét af dem kan meget vel blive walisiske Jordan James. Den 19-årige walisiske landsholdsspiller, der ligesom Koopmeiners og Ederson huserer på den centrale midtbane, er nemlig rykket ud af den næstbedste engelske række, Championship, sammen med sin klub, Birmingham City.

Det åbner antageligt døren for et exit for den talentfulde midtbanespiller, som Atalanta ifølge Gazzetta dello Sport har fulgt tæt i mere end et år, og faktisk endda forsøgte, altså uden held, at købe i januars transfervindue.

Dengang bad Birmingham City ifølge den italienske sportsavis nemlig om omtrent 75 millioner kroner, og det var altså ikke en pris, der var til forhandling, hvilket i sidste ende afskrækkede den norditalienske klub fra at handle på sin interesse for James.

Nedrykningen betyder dog et helt anderledes pres på Birmingham City, der formentlig må skære ned på lønbudgettet og sørge for at få penge i klubkassen, hvilket et salg af Jordan James altså muligvis kan give klubben.

James har da også, trods Birminghams nedrykning, imponeret i den forgangne sæson, hvor han trods sin position på midtbanen var holdets tredje mest scorende spiller med sine otte mål i 47 kampe.

Netop målfarlige midtbanespillere har Gasperini åbenlyst en forkærlighed for med tanke på føromtalte Teun Koopmeiners, der i denne sæson har stået for 15 Atalanta-scoringer i 49 optrædener, mens også ukrainske Ruslan Malinovskyi, nu i Genoa, tidligere i karrieren har braget et tocifret antal mål ind fra midtbanen i Bergamo.