Fodboldweekenden LIVE: Arsenal hamrer West Ham, Højlund scorer for femte kamp i træk
11. februar
Kl. 21:58 - Barcelona har fået en tilbage på hatten af Granada i LaLiga efter Yamals tidlige mål for værterne, og det står derfor 1-1 ved pausen.
Kl. 21:30 - Vidunderbarnet Lamine Yamal på bare 16 år har bragt Barcelona foran på Camp Nou mod Granada.
Hjemmeholdet jager desperat toppen for øjeblikket og virker i god kontrol med kampen.
Kl. 20:58 - På San Siro er vi kommet i gang med det, der på papiret er en storkamp mellem AC Milan og de forsvarende mestre fra Napoli, der dog ligger håbløst bagud i mesterskabskampen denne sæson.
Simon Kjær er med fra start for Milan, mens Jesper Lindstrøm varmer bænken for napolitanerne.
Kl. 20:45 - Om lidt går vi i gang med finalen i AFCON, hvor værterne fra Elfenbenskysten møder Nigeria.
Læg her især mærke til duellen mellem Victor Osimhen og Sebastien Haller som de to holds spydspidser.
Følg kampen live på Flashscore
Derudover er Andreas Christensen endnu en gang placeret på midtbanen for FC Barcelona, der møder Granada i LaLiga.
Kl. 20:07 - Pione Sisto fik 87 minutter på banen, da Alanyaspor overraskende fik 2-2 ude mod Fenerbache.
Kl. 20:04 - Den danske landsholdsspiller Morten Hjulmand starter inde for Sporting i topkampen mod Braga. Hjemmeholdet er foran 2-0 ved pausen, og har holdt gæsterne fra chancer i første halvleg.
Kl. 19:54 - Hoffenheim mistede et vigtigt skridt i jagten på europæisk deltagelse, da de blot fik 1-1 hjemme mod FC Köln. Joakim Mæhle var ikke med for Hoffenheim, mens Robert Skov spillede 82 minutter. Hjemmeholdet var tæt på den helt store katastrofe, men fik udlignet i det fjerde tillægsminut.
Kl. 19:34 - Aston Villa taber for anden gang i træk på Villa Park. Denne gang var det til Manchester United, der kunne se Scott McTominay score sejrsmålet med fire minutter igen.
Kl. 19:18 - Jens Odgaard viste skarphed fra start, da han cementerede Bolognas 4-0 sejr over Lecce. Læs mere om Odgaards debut i danskeropgøret her.
Kl. 17:49 - Højlund kvitterer endnu engang for ten Hags tillid, for han har nemlig bragt United foran efter blot 17 minutter. På kanten af offside drejede han en hovedstødspasning fra Harry Maguire ind i Villa-målet.
Kl. 17:20 - Danske Rasmus Højlund starter inde for Manchester United, når de spiller på udebane mod Aston Villa. Hjemmeholdet kan med en sejr passere Tottenham på fjerdepladsen, mens Manchester Unite skal have alle tre points, hvis de skal begynde at lukke hulleyt op til top-5. Christian Eriksen varmer bænken fra start.
Kl. 17:14 - Arsenal besejrede West Ham med tenniscifrene 6-0, og fastholder deres kandidatur til et engelsk mesterskab.
Kl. 16:52 - Danske Oskar Buur er med fra start på højre back for Volendam, der hjemme tager imod topholdet fra PSV. Den tidligere AGF'ers klub har fået en drømmestart og kom foran med 1-0 i første minut.
Kl. 15:58 - Det har været en blandet dag for flere danskere i tyrkisk fodbold. I den næstbedste række scorede Mehmet Coskun for sin klub Tuzlaspor, men måtte stadig se sig besejret med 2-1. Casper Højer fik 87 minutter for Rizespor, der tabte med 2-1 til Sivasspor. Bedst gik det for Louka Prip, der blev matchvinder for Konyaspor, der hjemme vandt med 1-0 over Ankaragücü.
Kl. 15:13 - Der er tre danskere på holdkortene i Serie A opgøret mellem Bologna og Lecce. Hjemmeholdet har som vanligt Victor Kristiansen med fra start på venstre back, mens nytilkomne Jens Odgaard er med på bænken. Hos Lecce er Patrick Dorgu med på bænken, trods hans scoring i tillægstiden i sidste runde, der gav Lecce en 3-2 sejr over Fiorentina. Bologna kom foran 1-0 efter fem minutter, og det er stadig stillingen efter et kvarter spillet.
Kl. 14:45 - I Premier League er opstillingerne klar på London Stadion. Arsenal har desperat brug for en sejr, hvis de skal holde liv i drømmen om at true Liverpool og Manchester City i toppen.
Kl. 14:00 - Italienske medier bekræfter nu, at Filippo "Super-Pippo" Inzaghi er blevet fyret som træner for Salernitana. I sin periode i Campania-klubben opnåede Inzaghi kun 3 sejre i løbet af 18 kampe i Serie A og pokalturneringen.
Fabio Liverani er trådt til i stedet som den tredje træner i sæsonen for Salernitana, der ligger ubehjælpeligt sidst i ligaen.
Kl. 13:45 - Anton Gaaei er på bænken for Ajax, der ude møder Heerenveen. Den 21-årige back har fået lov at rotere lidt mellem førsteholdet og Jong Ajax i de seneste uger.
Kl. 12:58 - Lidt af en start for Fiorentina! Mål fra Andrea Belotti og Jonathan Ikone inden for de første 20 minutter har bragt værterne i fuld kontrol mod Frosinone.
Kl. 12:00 - Fodboldsøndagen er på vej i gang så småt, og vi lægger blødt ud i Serie A, hvor Fiorentina tager mod Frosinone. Hjemmeholdet fra Firenze jagter muligheden for at komme ind på de europæiske pladser, hvilket en sejr vil være et godt rygstød i forhold til.
I London er der lokalderby i Premier League kl. 15.00, når titelaspiranterne fra Arsenal er på besøg hos West Ham. Senere, kl. 17.30, skal Manchester United, der er inde i en særdeles god stime, på besøg i Birmingham hos Aston Villa, der også har gang i en stærk sæson.
I aften venter så den længe ventede finale mellem Elfenbenskysten og Nigeria, der begge har haft en noget broget vej mod finalen. Den kamp spilles kl. 21.00.
10. februar
Kl. 23:12 - Sydafrika har vundet bronze ved AFCON! Efter 90 ret kedelige minutter blev kampen afgjort på straffespark, hvor D.R. Congas Meschack Elia brændte det afgørende straffespark.
Kl. 22:52 - Spillerne er næppe så glade for det, men kampen om tredjepladsen mellem Sydafrika og D.R. Congo ved AFCON går i forlænget spilletid.
Kl. 21:55 - Thomas Müller var i interviewet efter kampen ikke på nogen måde imponeret over Bayern Münchens indsats i nederlaget til Leverkusen. Ikke alt er lige pænt at gengive, men han beskylder i brede, bayerske vendinger holdet for ikke at dukke op på banen, mangle vilje og at vise mere til træning. Han fjerner derudover ansvaret fra træner Thomas Tuchel, og roser Leverkusen for en fortjent sejr.
Kl. 21:25 - Vi har fået gang i kampen om tredjepladsen ved AFCON. Her stiller Sydafrika og DR Congo således op.
Kl. 21:20 - I den mere tvivlsomme kategori af chancer var en stakkels Sydney FC-angriber nok fint tilfreds med, at hans hold havde en solid føring, da han formøblede en chance på størrelse med Operahuset.
Kl. 20:55 - Den ene sejr var mere sikker end den anden, da Real Madrid og Bayer Leverkusen i den grad styrkede deres mesterskabschancer med sejre på henholdsvis 4-0 og 3-0 over Girona og Bayern München.
Kl. 20:34 - Bruno Guimaraes scorede to gange for Newcastle, da de vandt 3-2 over Nottingham Forest i en ophidsende kamp i Premier League.
Newcastle holdt dermed fast i tre værdifulde point i jagten på Europa, mens Nottingham Forest forpassede chancen for at åbne et hul til de tre nederste på en dag, hvor rundens tidligere resultater ellers var gået deres vej.
Kl. 19:32 - Kampen har taget en brat vending i Rom, hvor Inter scorede to hurtige mål - et af Marcus Thuram samt et selvmål af Romas Angelino, - og nu fører 3-2 i den evige stad mod Roma, der ellers var foran 2-1. Kan Daniele De Rossi rejse sine tropper endnu en gang?
Kl. 19:30 - Real Madrid er gået til pause med en føring på 2-0 over Girona, der ser ud til at tabe kampen mod overmagten i toppen af La Liga.
Kl. 19:10 - Leverkusen bringer sig foran mod Bayern! Josip Stanisic, udlejet fra Bayern, dukker op ved bagerste stolpe og scorer sit første mål i denne sæson.
Stadion bryder ud i jubel, men han rækker hænderne i vejret for ikke at fejre det. Det er der ikke mange, der bekymrer sig om, for de har nu en uvurderlig fordel i forhold til de tyske mestre. Som det ser ud nu, vil Leverkusen være fem point foran i toppen af tabellen med en sejr.
Kl. 18:55 - Real Madrid skulle kun bruge seks minutter på at bringe sig foran i topopgøret mod Girona. Det var den brasilianske stjerne Vinicius Junior, der scorede til 1-0 og hvilket mål.
Kl. 18:25 - Qatar kunne for ganske kort tid siden række armene i vejret og kalde sig for vindere af Asian Cup og så endda på hjemmebane. Efter en 3-1-sejr i finalen over Jordan er de nu klar til at løfte pokalen.
Kl. 18:05 - Så er Premier League-kampene, der startede klokken 16, spillet færdig. Det er værd at bide mærke i, at Tottenham sikrede sig en 2-1-sejr over Brighton i allersidste minut.
Hvis man tager de danske briller på, så hjalp Christian Nørgaard Brentford til en flot udesejr over Wolverhampton, da han scorede til 1-0 på et hovedstød efter et hjørnespark. Brentford vandt kampen 2-0, da Ivan Toney også kom på tavlen.
Kl. 17:54 - Der bliver med garanti spænding for alle pengene klokken 18:30, når Bayern München og Bayer Leverkusen brager sammen. De to hold ligger ekstremt tæt i toppen af Bundesligaen, og derfor er aftenens kamp ekstra vital for de to hold. Vinderen af kampen vil overtage førstepladsen i ligaen.
Det er dog ikke kun i Tyskland, at der er topkamp. I Spanien tager Real Madrid nemlig imod den store overraskelse fra Girona. Girona er kun to points efter Real Madrid og kan altså overhale dem med en sejr.
Kl. 17:31 - Jens Stage og Werder Bremen endte med at tabe til Heidenheim, mens Jess Thorups Augsburg fik 2-2 på hjemmebane mod RB Leipzig.
Kl. 17:29 - Klokken 18 starter der et stort opgør i Serie A, hvor topholdet Inter gæster AS Roma. Roma har gjort det godt, siden klubben skilte sig af med José Mourinho. De skal dog nu møde Serie A's klart stærkeste hold i Inter. Danske Rasmus Nissen Kristensen starter på bænken.
Kl. 17:01 - Gustav Isaksen og Lazio fik en sikker sejr på 3-1 og Cagliari. Selvom det ikke blev til scoringer for danskeren, så gjorde han det ganske udmærket på sin højrekant, inden han blev taget ud efter 84 minutter. Med sejren har de for en stund erobret sjettepladsen.
Kl. 16:56 - I Asian Cup-finalen mellem Jordan og Qatar har værtsnationen fra Qatar bragt sig foran efter et straffespark. Det er Akram Afif, der har scoret første halvlegs eneste mål.
Kl. 16:44 - Flere af de tyske Bundesligakampe blev endnu engang afbrudt, da der blev kastet tennisbolde og chokolademønter på banen. Det er noget, der er blevet meget almindeligt over de seneste uger, som et led i en protest mod at sælge TV-rettighederne i Bundesligaen til udenlandske investorer.
Kl. 16:03 - Filip Jørgensen og Villarreal måtte nøjes med 1-1 i udekampen mod Alaves, og derfor ligger Alaves stadig to points foran den danske keepers hold.
Kl. 15:34 - Manchester City havde problemer med at skabe chancer i kampen mod Everton, men i midten af anden halvleg fik de hul på bylden, da Erling Haaland bankede 1-0-målet i nettet. Et kvarter senere scorede den store nordmand så igen til 2-0, som også blev kampens slutresultat.
Kl. 14:47 - Der er dømt danskeropgør i Tyskland, når Union Berlin tager imod Wolfsburg. Frederik Rønnow starter i buret for hovedstadsklubben, mens både Joakim Mæhle og Jonas Wind starter inde for Wolfsburg.
Derudover starter Jens Stage også inde for Werder Bremen, men Yussuf Poulsen starter på bænken for RB Leipzig.
Kl. 14:22 - Den danske kantspiller Gustav Isaksen er med i startopstillingen for Lazio, der gæster bundholdet Cagliari. Isaksen har efterhånden fået bidt sig godt fat blandt de foretrukne på holdet.
Kl. 14:07 - I Bundesligaen er der lagt op til et kæmpe opgør i aften, når de to tophold fra Bayern München og Bayer Leverkusen. Den tidligere Leverkusen-træner Klaus Toppmöller er voldsomt begejstret for det Xabi Alonso har udrettet i klubben, og det kan du læse meget mere om her.