Italiener forlader landsholdslejren efter racisme-anklager
Det oplyser Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) på sin hjemmeside.
Inters Acerbi blev efter søndagens opgør mod Napoli anklaget af Napoli-stopperen Juan Jesus for at komme med racistiske udtalelser.
"Han undskyldte bagefter, fordi det gik op for ham, at han var gået for langt. Hvad der sker på banen, bliver på banen", sagde Napolis Jesus efter opgøret til DAZN.
Ifølge nyhedsbureauet AFP vil Serie A tirsdag oplyse, om Acerbi vil blive undersøgt for episoden.
Inter-stopperen risikerer en karantæne på mindst ti kampe, hvis han bliver fundet skyldig i racistiske ytringer mod Juan Jesus.
Acerbi mødte mandag morgen ind i landsholdslejren, hvor han gav sin version af sagen til holdkammeraterne og landstræner Luciano Spalletti.
Fodboldforbundet skriver, at Acerbi "ikke havde til hensigt at være ærekrænkende, nedværdigende eller racistisk".
Acerbi blev efterfølgende sendt hjem fra lejren.
I stedet er Romas Gianluca Mancini indkaldt til landsholdslejren som erstatning for Inter-stopperen.
Italien spiller torsdag træningskamp mod Venezuela, inden Ecuador venter tre dage senere som led i holdets forberedelser til sommerens EM i Tyskland.