Italiensk bettingskandale ruller videre: Erfaren Milan-spiller efterforskes også
Det skriver italienske medier ifølge ESPN.
Nyheden kommer i kølvandet på, at Newcastles Sandro Tonali og Juventus' Nicolò Fagioli for nylig blev tildelt karantæner på henholdsvis ti og syv måneder.
Desuden er Aston Villas Nicolò Zaniolo blevet efterforsket for at have brudt reglerne.
Han fik dog ikke en karantæne efter at have erkendt, at han har spillet poker og blackjack på ulovlige betting-sider, mens Italiens Fodboldforbund (FIGC) kom frem til, at der ikke var tegn på, at han har spillet på fodboldkampe.
Højrebacken Florenzi, der er holdkammerat med danske Simon Kjær, har ikke umiddelbart kommenteret historierne fra de italienske medier.
Tonali, der før skiftet til Newcastle i sommer også spillede i AC Milan, er blevet straffet for at have spillet på egne kampe, mens han var på kontrakt i Serie A-klubben.
Straffen løber over 18 måneder, hvor de første ti måneder er en karantæne fra alle fodboldaktiviteter, mens han skal gå i behandling for ludomani i de sidste otte måneder.
32-årige Florenzi skiftede til AS Roma fra PSG i 2021, men blev med det samme udlånt til AC Milan, som officielt købte ham sidste år. Han har kontrakt indtil 2025.
Florenzi var med til at vinde guld for Italien ved EM i 2021.
AC Milan er ikke vendt tilbage på ESPN's anmodning om en kommentar.