Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Milan-portugiser forsøgte at hente profileret landsmand til klubben: Vild med vores derby

Andreas Würtz Adamsen
Rafael Leão har siden ankomsten til Milanello nettet 57 gange i 208 kampe for den traditionsrige storklub.
Rafael Leão har siden ankomsten til Milanello nettet 57 gange i 208 kampe for den traditionsrige storklub.Marco Luzzani/Getty Images via AFP
João Cancelo blev inden sit lejemål hos Barcelona forsøgt hvervet til den italienske storklub AC Milan af sin landsmand Rafael Leão. Det fortæller sidstnævnte ifølge Gazzetta dello Sport i et interview med transferjournalisten Fabrizio Romano.

Rafael Leão er blandt de helt store navne i den traditionsrige norditalienske klub AC Milan. Den 24-årige portugisiske kantspiller har i de seneste sæsoner udviklet sig til lidt af en stjerne i den bedste italienske række, og den forhenværende Lille-spiller var vigtig, da milaneserne i 2022 vandt Scudettoen.

Sådan nogle præstationer, lagt sammen med en fast plads på det portugisiske landshold, hvor det dog hidtil blot er blevet til fire scoringer, giver lidt muskler at spille med, og overfor den italienske transferjournalist Fabrizio Romano afslører Leão nu, at han tidligere har forsøgt at benytte disse figurative muskler.

Således har kantspillere ifølge eget udsagn forsøgt at hverve sin profilerede landsmand João Cancelo til I Rossoneri.

”På daværende tidspunkt spillede han (João Cancelo, red.) ikke i Barcelona men for (Manchester, red.) City. Han fortalte mig, da det ville blive svært, selvom han havde fulgt Rossoneris kampe som barn. Derudover var han vild med derbyet (Derby della Madonnina mod Internazionale, red.). Kort fortalte forsøgte jeg,” kommer det fra Leão til Romano ifølge Gazzetta dello Sport.

Forsøget slog altså umiddelbart fejl, da Cancelo i stedet rejste til den catalonske storby Barcelona, hvor han i denne sæson er tørnet ud for Barcelona, en sæson der dog ender uden trofæer for det spanske storhold.

Rafael Leão og João Cancelo har hidtil spillet sammen 17 gange på det portugisiske landshold, senest i oktober 2023, hvor Portugal besejrede Bosnien-Hercegovina med 5-0.
Rafael Leão og João Cancelo har hidtil spillet sammen 17 gange på det portugisiske landshold, senest i oktober 2023, hvor Portugal besejrede Bosnien-Hercegovina med 5-0.Profimedia

Måske får Leão en ny chance for at hverve sin landsmand til San Siro, for til sommer udløber Cancelos lejeaftale med Barça. Mens Barcelonas præsident såvel som klubbens sportsdirektør, henholdsvis Joan Laporta og Deco, begge skulle være interesserede i at hente Cancelo permanent til klubben, er det nemlig langt fra sikkert, at den økonomisk hårdt prøvede klub har midlerne til det.

Dermed kan en ny lejeaftale altså måske komme på tale, og her kan Stefano Pioli, milanesernes cheftræner, og Co. altså muligvis melde sig på banen igen.

I første omgang må Leão, Pioli og resten af AC Milan dog affinde sig med en sæson à la Cancelos i Barcelona: En sæson uden trofæer, der i øjeblikket ser ud til at ende med en andenplads i Serie A kun overgået af bysbørnene fra Inter, der for længst er kåret som italienske mestre.

Leão har i denne sæson hidtil stået for 14 scoringer i 45 kampe med blot to ligakampe tilbage på programmet før sommerpausen. I selvsamme interview fortæller Leão da også, at han er klar over, at målscoringen er ét af de områder, hvor den fortsat unge portugiser skal forbedre sig for at kunne kalde sig selv en absolut topspiller.

Milan og Leão møder lørdag Torino på udebane i sæsonens næstsidste kamp, inden der på San Siro er tæppefald for sæsonen søndag 26. maj, hvor syditalienerne fra Salernitana kommer på besøg på Italiens største stadion.