Morata på ny boligjagt efter borgmesters SoMe-bommert: "Du har bragt mine børn i fare"
Ifølge italienske medier valgte Morata at købe et hus i Corbetta, men den begejstrede borgmester Marco Ballarini formåede ikke at holde detaljerne for sig selv.
Borgmesteren afslørede i et Instagram-opslag onsdag, at angriberen, som vandt EM med Spanien i juli, er Corbettas nyeste beboer.
"Nej, det er ikke en tidlig aprilsnar. Mesteren Alvaro Morata er vores nye beboer i Corbetta," skrev Ballarini på Instagram.
"Jeg er en stor Inter-fan, men det er med glæde, at jeg byder Alvaro Morata velkommen til vores store familie i Corbetta."
Opslaget imponerede ikke angriberen, som udtrykte sin skuffelse og bekymring for sin families sikkerhed.
"Kære borgmester, tak fordi du krænker mit privatliv. Heldigvis ejer jeg ikke nogen værdifuld ejendom. Min eneste skat er mine børn, hvis sikkerhed du har bragt i fare," skrev Morata på Instagram.
"Jeg troede, at Corbetta kommune kunne garantere mig et vist niveau af privatliv, men i stedet ser jeg mig nødsaget til at flytte med det samme på grund af jeres manglende evne til at bruge sociale medier og beskytte jeres borgere."
Morata kom til Milan i juli og har scoret to mål i seks kampe.