Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Morten Hjulmand vil bruge portugisisk storklub som springbræt

Ritzau
Morten Hjulmand vil bruge portugisisk storklub som springbræt
Morten Hjulmand vil bruge portugisisk storklub som springbrætLiselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den danske landsholdsspiller Morten Hjulmand har sommeren over rykket de italienske teltpæle op og er flyttet til Portugal, hvor han skal indtage midtbanen i Sporting CP fra Lissabon.

Skiftet til den portugisiske topklub kan bane vej for, at han i fremtiden kan tage endnu et skridt op ad karriererangstigen. Det fortæller han i den danske landsholdslejr.

"Sporting er en kendt klub, der har en klar historik med at skyde mange spillere af sted til større adresser i Europa.Jeg får muligheden for at spille med et ungt hold og spille attraktiv fodbold. Det var de parametre, jeg kunne spejle mig selv i,"siger han.

Han har forladt italienske Lecce fra den nederste del af Serie A, og skiftet til en europæisk deltager betragter han som et skridt op. Den 24-årige dansker har ambitioner om at nå endnu længere op i fodboldpyramiden.

"Man sigter altid efter noget endnu større. Det gør alle spillere vel. Men lige nu tager jeg en kamp ad gangen. Nu skal jeg jo også lige spille mig på holdet og gøre mig til en profil dér,"siger han.

Klubbens træner er portugiseren Ruben Amorim, som Hjulmand allerede har fået et positivt indtryk af. Træneren var selv professionel fodboldspiller indtil for seks år siden.

"Han har en god relation til alle spillere og en god balance i at være med til at skabe en god stemning i omklædningsrummet.Han snakker med alle spillere og får et godt grin med os, men er samtidig seriøs under taktikmøderne og møderne før og efter kampene. Han sætter også holdet godt op til kampene, siger Morten Hjulmand.

Det har ikke været uden problemer at skulle tage beslutningen om at skifte klub. Der skal tages flere hensyn, når man flytter til et andet land.

"Jeg vil ikke sige, at jeg var i tvivl, men selvfølgelig vender jeg nogle ting med min kæreste og min familie. Man skal bo i et nyt land, lære et nyt sprog og en ny kultur at kende. De parametre spiller selvfølgelig ind," siger han.

Han og hans kæreste er endnu ikke på plads og bor på hotel indtil 1. oktober, hvor de får deres hus.

"Det er lidt op ad bakke, at vi ikke har styr på det endnu. Det er lidt irriterende. Men det må man lægge til siden, så det er ikke fylder for meget," siger han.

Landsholdskammeraten Jesper Lindstrøm er netop skiftet til Napoli, hvor spillerne bosætter sig lidt uden for byen for ikke at rende ind i voldsomme mængder fans.

Så vildt er det dog ikke i Lissabon endnu, fortæller Hjulmand.

"Det er ikke så slemt som i Napoli. Jeg har sagtens kunnet gå rundt sammen med min kæreste i fred og ro. Der er selvfølgelig også mange turister i august - måske det er derfor. Men jeg snakkede lidt med Bah (Alexander Bah, som spiller for lokalrivalen Benfica, red.). Han siger, at det godt kan være lidt voldsomt en gang imellem. Det er i hvert fald de færreste spillere, der bor inde i centrum, men jeg tror mere, det er på grund af trafik og larm,"siger Hjulmand.

Foreløbig skal Hjulmand kun håndtere de danske fans, når han og det danske herrelandshold skal spille EM-kvalifikationskampe mod henholdsvis San Marino og Finland i denne uge.