Napoli slår Juventus på sent mål efter brændt straffespark og georgisk magi
Søndag aften tabte holdet på udebane med 1-2 til Napoli, og "Den Gamle Dame" kommer næppe tæt på førerholdet, Inter, mere i denne sæson.
Inter har et forspring på 12 point ned til Juventus på andenpladsen og har endda spillet en kamp færre før mandagens hjemmekamp mod Genoa.
For Napoli er sejren over rivalen fra nord et lille plaster på såret efter en skidt sæson som forsvarende mester.
Napoli, der skiftede Jesper Lindstrøm ind i tillægstiden, vandt på et sent mål efter et brændt straffespark og ligger nu nummer syv i Serie A.
I den forgangne mesterskabssæson var Khvicha Kvaratskhelia ustoppelig hos Napoli, men denne sæson har været noget sværere for georgieren.
Søndag aften viste han lidt af magien igen, da han helflugtede Napoli i front få minutter inden pausen.
Den serbiske angriber Dusan Vlahovic havde ellers været tæt på for Juventus et par gange i første halvleg.
I det ene tilfælde ramte han den ene opstander, da han fra en ellers lidt spids vinkel løftede bolden over målmand Alex Meret. Vlahovic var i første halvleg nærmest en enmandshær for Juventus.
I anden halvleg kom Juventus frem til knap så meget, og der var heller ikke tale om en stor chance, da udligningen faldt med ti minutter tilbage.
Federico Chiesa tog chancen fra kanten af feltet og scorede fladt i fjerneste side af målet med et tørt hug.
Men glæden var kort i Juventus, der med få minutter tilbage fik et straffespark imod sig.
Wojciech Szczesny reddede i første omgang forsøget fra Victor Osimhen, men indskiftede Giacomo Raspadori sendte riposten i hjørnet og blev helt for syditalienerne.
Lidt længere nede i topstriden fortsætter Bologna sin stime af sejre. Med Victor Kristiansen som venstreback vandt Bologna søndag ude over Atalanta med 2-1. Det var holdets sjette sejr i træk.
Dermed ligger Bologna styrket på den fjerdeplads, der udløser en plads i Champions League i næste sæson.
Bologna har 51 point foran Roma, der har 47 på femtepladsen.
Der resterer 11 spillerunder.