Simon Kjær får kort indhop i Milans premieresejr
Uden den danske landsholdsanfører Simon Kjær i startopstillingen sikrede holdet fra Milano sig tidligt i opgøret et solidt forspring efter scoringer af Olivier Giroud og debutanten Christian Pulisic og så sig ikke tilbage.
Først i slutminutterne fik Kjær spilletid, da han afløste tyske Malick Thiaw.
Ligesom de fleste andre storhold i Italien lægger Milan dermed fra land med tre point i Italiens bedste fodboldrække.
Kjær var ofte henvist til bænken i den forgangne sæson, og noget tyder på, at han heller ikke skal forvente en startplads i denne.
I hvert fald kiggede han med fra sidelinjen, da Giroud med en sikker inderside bragte Milan på 1-0 efter 11 minutter.
Efter småspil med selvsamme franskmand bragede den amerikanske landsholdsspiller Pulisic bolden over i fjerneste hjørne og fordoblede føringen ti minutter senere.
Det blev også slutresultatet.
AC Milan møder i den kommende weekend Torino, som fik en noget mere lunken optakt til den opgave ved at spille 0-0 mod Cagliari på hjemmebane.