Trods nedsat dopingkarantæne: Juventus ophæver med fransk superstjerne
Paul Pogba og Juventus går hver til sit ved udgangen af november måned.
Det skriver fodboldklubben i en kort meddelelse på sin hjemmeside fredag aften.
"Klubben ønsker Paul alt det bedste i hans videre professionelle karriere," skriver Juventus.
Bruddet var været undervejs i et stykke tid, efter at den franske midtbanespiller i oktober fik nedsat sin dopingkarantæne fra fire år til 18 måneder.
31-årige Pogba blev i forbindelse med den første Serie A-kamp i sidste sæson mod Udinese testet positiv for præparatet testosteron, som er på Det Internationale Antidopingagenturs (WADA) liste over forbudte stoffer.
Klubben suspenderede ham kort efter, og i februar uddelte den italienske antidopingdomstol Tribunale Nazionale Antidoping (TNA) den franske midtbanestjerne fire års karantæne, hvilket han straks appellerede til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).
I starten af oktober blev straffen sat ned til 18 måneder, da CAS accepterede en forklaring om, at det "var et resultat af fejlagtigt indtagelse af et tilskud, som en læge havde udskrevet til ham i Florida."
Afgørelsen betyder, at han må spille fodbold igen fra marts næste år, men det bliver altså ikke for Juventus.
Paul Pogba var en del af det franske landshold, der blev verdensmester i 2018. I alt er det blevet til 91 optrædener for Pogba i den franske landsholdstrøje.
Ud over Juventus har midtbanespilleren tørnet ud for engelske Manchester United.
Det var i Manchester United, at franskmanden fik sin fodboldopvækst, men han skiftede i 2012 til Juventus, da det ikke lykkedes at bryde igennem på den engelske klubs førstehold.
De efterfølgende år gjorde Pogba det så godt i Juventus, at Manchester United i 2016 købte midtbanespilleren tilbage.
Det andet ophold i Manchester-klubben var heller ikke succesfuldt, og i 2022 vendte Pogba retur til italiensk fodbold og Juventus.