AaB sender midtbaneprofil til Serie B-klub: Har nået en fair aftale
Det skriver den nordjyske klub på sin hjemmeside.
23-årige Højholts kontrakt med AaB stod til at udløbe ved udgangen af 2024.
"I flere omgange har vi forsøgt at forlænge aftalen med Malthe, men da det ikke har været muligt, er vi glade for, at vi er nået frem til en fair aftale med Pisa om et salg," siger sportsdirektør James Gow.
"I forhold til vores egen trup så mener vi, at vi allerede er godt besat på de centrale positioner på midtbanen, så vi synes ikke nødvendigvis, at vi skal ud at hente en erstatning, men selvfølgelig holder vi øje med, hvilke muligheder der eventuelt kan opstå på transfermarkedet."
Allerede mandag bekræftede sportsdirektøren over for TV 2 Sport, at Højholt var på vej til Italien.
Ifølge Nordjyske, der søndag så Højholt sige farvel til holdkammeraterne ved AaB's træning, får AaB 2,6 millioner kroner samt en videresalgsklausul for midtbanespilleren.
"Jeg har elsket at være i AaB hver dag, siden jeg som barn kom til klubben, og derfor er det også lidt vemodigt efter så mange gode år at skulle et andet sted hen," siger Højholt.
"Men jeg er et sted i min karriere, hvor jeg har brug for at prøve noget nyt, og jeg er i den forbindelse meget taknemmelig for, at AaB har givet mig mulighed for at få dette udlandsskifte nu."
Højholt har spillet for AaB, siden han som ungdomsspiller kom til fra Hjørring. I alt er det blevet til 121 førsteholdskampe i Aalborg.
I Pisa kan han se frem til at få en anden dansker som holdkammerat.
Mandag meddelte Silkeborg IF således, at klubben havde sendt angriberen Alexander Lind til Serie B-klubben, der har den tidligere AC Milan-angriber Filippo Inzaghi som cheftræner.