Dobbelt-dansk gør godt i Pisa: AaB-profil følger i hælene på Alexander Lind
Mandag er Pisa fra Serie B blevet en danskerklub.
Først hentede klubben angriberen Alexander Lind i Silkeborg, og nu snupper klubben også en pasningsstærk dansk midtbanespiller fra AaB.
Nordjydernes sportsdirektør, James Gow, bekræfter over for TV 2 Sport, at klubben har solgt Malthe Højholt til den italienske klub.
Det sker et halvt år før Højholts kontraktudløb med AaB, og derfor har AaB blot fået en beskeden transfersum for den 23-årige dansker.
"Malthe er meget mere værd, end hvad vi har accepteret, og selvfølgelig ville vi gerne beholde ham, men på denne måde sikrer vi, at vi får lidt penge for ham", siger James Gow til TV 2 Sport.
Ifølge Nordjyske, der søndag så Højholt sige farvel til holdkammeraterne ved AaB's træning, får AaB 2,6 millioner kroner samt en videresalgsklausul for midtbanespilleren.
Højholt har spillet for AaB, siden han som ungdomsspiller kom til fra Hjørring. I alt er det blevet til 121 førsteholdskampe i Aalborg.