Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FCN formøblede stort forspring: Vi har manglet kvalitet og dygtighed

Ritzau
C Nordsjællands Cheftræner Johannes Hoff Thorup før superligakampen mellem Brøndby IF og FC Nordsjælland
C Nordsjællands Cheftræner Johannes Hoff Thorup før superligakampen mellem Brøndby IF og FC Nordsjælland Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
FC Nordsjælland gik på vinterpause efter 17 runder i Superligaen med et forspring på otte point ned til FC København.

I foråret blev pointforskellen mindre runde efter runde, og mandag aften blev FC København mester, efter at FCN tabte med 1-5 mod Brøndby IF.

Efter opgøret pegede FCN-cheftræner Johannes Hoff Thorup på, at det nærmest havde været umuligt at bevare niveauet fra efteråret for holdet.

"Jeg vil være ked af at sige, at vi nøjes med sølv. Vi var klar over, at vi havde lavet et ekstraordinært efterår, men vi var også klar over, at man ikke altid skal spejle sig mod det ekstraordinære."

"Det vil være urealistisk, og vi vidste godt, at der ville komme et forår i mesterskabsspillet, hvor det kunne blive tættere og sværere."

"Det blev det, og især på udebane har vi manglet kvalitet og dygtighed i de tætte kampe", siger Johannes Hoff Thorup.

I foråret har FCN ikke vundet en eneste kamp på udebane i Superligaen.

Efter nederlaget mod Brøndby satte backen Oliver Villadsen også ord på skuffelsen, og han peger på, at hårdere modstand i mesterskabsspillet kan have været udslagsgivende for forskellen på efteråret og foråret for holdet.

"I efteråret mødte vi hold fra hele ligaen, og i foråret har vi skullet spille 10 kampe i top-seks mod de bedste hold."

"Jeg ved ikke, om det har noget med det at gøre, men jeg tænker, at det er noget, som vores trænere evaluerer efter sæsonen", siger Oliver Villadsen.

I vinterpausen valgte FC Nordsjælland at gøre Johannes Hoff Thorup til cheftræner i stedet for Flemming Pedersen, der blev udnævnt som teknisk direktør.

Oliver Villadsen mener dog ikke, at det har haft noget at sige i forhold til holdets nedtur.

"Overhovedet ikke. Det er noget medier, har brugt tid på, men der er intet, der har ændret sig."

"Det er stadig de samme mennesker, og bare fordi Flemming (Pedersen, red.) ikke er cheftræner længere, så er han lige så meget inde over holdet som før."

"Resultaterne har intet med det at gøre. Det er os, der er på banen, og det har intet med trænerskiftet at gøre", siger Oliver Villadsen.

FC Nordsjælland slutter sæsonen af mod Viborg FF på hjemmebane i sidste runde.