Manchester United lader brasiliansk midtbanespiller skifte til Fenerbahce
Det skriver Manchester United på klubbens hjemmeside.
Manchester United "kan bekræfte, at en principaftale er indgået med Fenerbahce om Freds skifte".
"Den brasilianske landsholdsspiller er klar til et skifte til den tyrkiske Süper Lig, såfremt han består sit lægetjek, bliver enig med klubben og får international godkendelse til skiftet," skriver Manchester United.
Klubben oplyser desuden, at 30-årige Fred allerede lørdag sætter sig på et fly mod Istanbul, hvor Fenerbahce holder til. Her skal han gennemgå sit lægetjek.
Fred skiftede til Manchester United i 2018, efter at han havde gjort sig godt bemærket i ukrainske Shakhtar Donetsk i en række år.
Med Manchester United vandt han et enkelt trofæ, da holdet i seneste sæson blev kåret som vindere af Ligacuppen efter en 2-0-sejr over Newcastle.
Brasilianeren nåede desuden finalen af Europa League med Manchester United i 2021. Her var holdet dog kun næstbedst mod Villarreal, som vandt kampen på straffespark.