Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Chokkamp for serbisk storklub: Største hjemmebanenederlag nogensinde i gigantisk derby

Andreas Würtz Adamsen
FK Crvena Zvezdas mest inkarnerede tilhængere kunne mandag fejre en historisk stor udebanesejr over rivalerne fra FK Partizan.
FK Crvena Zvezdas mest inkarnerede tilhængere kunne mandag fejre en historisk stor udebanesejr over rivalerne fra FK Partizan.Oliver Bunic/AFP
Mandag aften led serbiske FK Partizan et historisk slemt nederlag på hjemmebane mod rivalerne fra FK Crvena Zvezda i et intenst opgør, der udfoldede sig dramatisk på såvel som udenfor banen.

For gang nummer 174 i historien mødtes de to serbiske giganter FK Crvena Zvezda, på dansk bedre kendt som Røde Stjerne, og FK Partizan mandag aften i den serbiske hovedstad, Beograd. Her blev det til en intens kamp både på og udenfor banen.

Traditionelt set har de to mandskaber nemlig været enormt tæt matchet, selv i de seneste 10 år, hvor Crvena Zvezda ellers har domineret ligaen med otte titler ud af de seneste 10 mulige. Dominansen til trods er det nemlig kun blevet til 11 sejre i de 33 derbyer, på tværs af liga og pokalturnering, der er spillet det seneste årti.

Sådan skulle det dog ikke gå denne mandag, hvor forskellen på de to mandskaber i de seneste år for alvor manifesterede sig, for på Stadion Partizan blev det til et historisk stort nederlag for hjemmeholdet Partizan på hele 4-0.

Sejren på fire mål er den største siden april 1998, hvor Crvena Zvezda hjemme på Stadion Rajko Mitić ligeledes vandt 4-0, men endnu mere iøjnefaldende er mandagens sejr altså, da det skete på udebane. Selvom der blot er ganske få minutters gang mellem de to stadioner i den serbiske hovedstad, har hjemmebanefordelen nemlig altid været til at tage at føle på.

Mandagens sejr er således den største udebanesejr nogensinde i liga- og pokalregi i derbyet, der i Serbien kaldes Večiti Derbi, det evige derby. Fem gange tidligere har Crvena Zvezda formået at vinde med tre ude mod Partizan, senest i april 2002, og tre af disse gange har Zvezda endda formået at score fire gange.

Særligt senegalesiske Cherif Ndiaye var i hopla mandag aften med et sublimt flot hattrick, mens også det tidligere supertalenet, congolesiske Silas Katompa Mvumpa, der er udlejet fra VfB Stuttgart, bød ind med en enkelt scoring.

Ikke overraskende blev det også en intens forestilling på tribunerne, hvor der allerede efter 25 minutters spil indtraf en kontroversiel hændelse. Her blev udeholdet nemlig tildelt et straffespark, som føromtalte Ndiaye senere omsatte, men inden da løb en Partizan-tilhænger på banen og endte med at blive anholdt.

Det var dog især hen mod kampens afslutning, at det gik voldsomt for sig på lægterne. Her var Partizans nederlag for længst en kendsgerning, og hjemmeholdets mest inkarnerede fans reagerede voldsomt ved ifølge Novosti at affyre romerlys i retning af flere Zvezda-spillere.

Også ved pausefløjt lod Grobari, Partizans ultras, sin utilfredshed lufte, da de ifølge Sportal råbte på cheftræner Aleksandar Stanojević’ afgang. Stanojević, der blot har stået i spidsen for Partizan siden juni, reagerede ifølge det serbiske medie blot med hovedrysten.

I det hele taget må der siges at være kold luft mellem ledelsen i FK Partizan og klubbens mest passionerede tilhængere, for allerede inden opgøret var der angiveligt problemer. Således rapporterede flere serbiske medier søndag, at Partizan-tilhængere natten til søndag brød ind på stadion og stak ild til græsplænen såvel som spredte glasskår.

Ovenpå nederlaget har serbisk politi da også måttet beskytte Partizan-spillernes omklædningsrum fra rasende tilhængere, der ifølge Partizan.net har knust ruder og råbt yderligere ukvemsord med føromtalte Stanojević som modtager.

Zvezdas sejr mandag aften, hvor også 17-årige Andrija Maksimović imponerede stort i sin første start for Crvena Zvezda nogensinde med oplæg til 2-0-scoringen, sender hovedstadsklubben op på 22 point efter de første otte runder og dermed en øjeblikkelig førsteplads.

Anderledes skidt ser det ud for Partizan, der blot ligger som nummer ni i den bedste serbiske række med kun tre sejre og to uafgjorte i de første syv opgør og dermed 11 point på kontoen. Værre endnu er det kun blevet til ni scoringer.

Næste ligamøde mellem de to evige rivaler ligger først i runde 24, der efter planen skal afvikles i slutningen af februar 2025. Her mødes de to altså på Crvena Zvezdas hjemmebane, der populært kaldes Marakana.