AaB-chef trods vigtigt point i Odense: Ambitionerne er til mere
Nordjyderne er inde i en hård nedrykningskamp takket værre et sløjt efterår, men de seneste kampes præstationer - og en sikret plads i pokalfinalen - gør, at AaB-træner Oscar Hiljemark kræver bedre præstationer, end tilfældet var fredag.
For OB var kampens bedste hold.
"Vores mål og ambitioner siger, at vi vinde og skal spille bedre, end vi gjorde i denne kamp. Når vi ikke gør det og spiller på det niveau, vi gjorde, så må vi kigge indad," siger Hiljemark.
Den følelse deler AaB's kantspiller Younes Bakiz.
"Jeg har det lidt ambivalent. Set i lyset af de præstationer, vi har leveret på det seneste, er jeg skuffet over kampen."
"Men vi tager med, at det er længe siden, vi har tabt en fodboldkamp. Vi tager alle de point, vi kan, og et point kan være forskellen mellem overlevelse eller ej."
Cheftræner Oscar Hiljemark mener dog, at der skal lyde en cadeau til OB, som gjorde det svært for AaB'erne.
"Vi spillede stadig på niveau med et hold, som er ekstremt dygtigt og har fantastiske spillere. De ligger et stykke over os i tabellen, men vi leverede en præstation, som var god nok til et point."
Selv om hverken Bakiz eller Hiljemark er helt tilfreds med fredagens kamp, mener cheftræneren, at AaB nu har skabt et fundament, som gør, at der kommer fuld gevinst i overlevelsesjagten.
"Vi har præsteret godt i en lang periode. Vi har skabt en karakter, en vilje og nogle ambitioner om, at vi vil være i Superligaen og slås med de bedste hold. Vi har et fundament at stå på, men vores ambitioner og mål er helt klart til mere," fastslår svenskeren.